Nu anerkender vi terroristernes sejr
Regeringen godkender med den skærpede tone over for Israel dermed Hamas og organisationens dagsorden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Terror er åbenbart den rigtige vej frem. Regeringen har besluttet at straffe Israel med sanktioner, og det må siges, at det vil være at gå terroristernes ærinde …
Der skal være valg næste år, og en stor del af Socialdemokratiets vælgere tilhører den venstrefløj, der i dag står på gaden og råber om at befri et område, der aldrig har eksisteret. Deraf må man forstå Mette Frederiksens bevægelse. Det er sørgeligt, at man ikke kan se, hvem der har skylden – og hvorfor.
Hvis vi skruer tiden tilbage til Anden Verdenskrig og ser på brandbombningen af Dresden eller amerikanernes atombombning af Japan – ja, så vil man nok med nutidens forblindede øjne mene, at man var gået for langt i sin krigsførelse. Men det var nødvendigt dengang – ligesom det er nødvendigt for Israel nu.
Lad det stå klart, at det er ikke Israel, der påbegyndte denne konflikt – hverken den, der har foregået i snart 80 år, eller den, der påbegyndte den 7. oktober 2023. Det er udelukkende Hamas og de tidligere bevægelser med palæstinenserne selv ved roret. Muligheden for fred og selvstændighed har de fået utallige gange, og hver gang har palæstinenserne sagt nej tak, de vil hellere krig, terror og hade Israel.
Hamas har fortsat gidsler, og Hamas beskytter fortsat sig selv under skørterne på deres børn og kvinder. Ligesom Hamas fortsat forsøger at sætte sig på al nødhjælp for at tage kontrol med, hvem der skal have, og hvem der ikke skal.
Kendsgerningerne og dokumentationerne mod Hamas’ virke og løgne er klart fremme, så der kan ingen tvivl være i den sag, men nu går vi terroristernes ærinde.
Hvis regeringen gennemfører sanktioner mod Israel, er det netop at gå en terrororganisations ærinde – en organisation, der klart den 7. oktober 2023 viste sit grusomme og umenneskelige ansigt ved forbrydelser mod blandt andet kvinder og børn. Et angreb udført i had og med klar besked om at dræbe så mange som muligt uden nåde eller empati. Det var ren nedslagtning på så grusom en måde, at vi burde have taget afstand fra første dag. Men dengang var det Israels problem.
Derfor burde vi støtte Israel i kampen for udryddelsen af Hamas, og vi burde gå imod det had, som Israel har oplevet fra næsten hele den arabiske verden i snart 80 år.
Det hjælper ikke, at hver gang vi ser et øjebliksbillede af verden med dræbte børn, bliver vi automatisk overbevist om, at den skyldige altid er den stærke og største. Stå med Israel.