Rygere skal ikke udskammes, de skal hjælpes
Vi vil ikke hænge rygerne ud – og er helt med på, at nogle har sværere ved at slippe røgen end andre.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Lungeforeningen arbejder vi for, at flere skal stoppe, og færre skal starte med at ryge eller bruge nikotinprodukter. Ingen ønsker at pege fingre ad mennesker, der ryger – slet ikke dem, der kæmper med psykiske udfordringer eller svære livsvilkår.
Tobaksafgifter handler ikke om at udskamme, men om at forebygge. Vi ved, at prisen er ét af de mest effektive redskaber til at forhindre, at unge overhovedet starter – og jo færre, der begynder, jo færre vil senere opleve den afhængighed og de sygdomme, som tobaksrygning fører med sig. Langt de fleste rygere ønsker at holde op igen. Problemet er, at nikotin skaber meget stærk afhængighed, og derfor kræver det en kæmpe indsats at hjælpe mennesker ud af tobakkens kløer.
Samtidig er det helt rigtigt, at vi ikke kan nøjes med højere priser. Derfor arbejder vi i Lungeforeningen for, at der bliver langt bedre hjælp at få til dem, der ønsker at stoppe: tilskud til rygestopmedicin, lettere adgang til rygestopkurser og mere information om de tilbud, der findes. Mange af de daglige rygere, der gerne vil stoppe, lykkes langt bedre, når de får støtte frem for at stå alene med opgaven. Diskussionen bør derfor ikke handle om at ”udskamme” rygere, men om at sikre færre, nye ofre for afhængigheden – og samtidig hjælpe de mange, der allerede er fanget i den, på en værdig og effektiv måde.