Danmarksdemokraterne gider ikke udkanten
Støjberg og co.s omsorg for Udkantsdanmark er mest et fata morgana.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Danmarksdemokraternes Susie Jessen skriver i JP om regeringens manglende omsorg for Udkantsdanmark. Hun mener, at partiet har svaret på problemet. Den sang har vi hørt før. Til bevidstløshed. Hvad har DD så gjort for udkanten? Ingenting – som i: slet ingenting.
I september 2022 inviterede Dansk Folkeparti Langeland partileder Inger Støjberg til debataften med Dorthe Ullemose, DF’s folketingskandidat. Vi syntes, at det var en fantastisk ide. Støjberg, der ville udkanten. Arrangementet skulle foregå i det lokale forsamlingshus. Mere lokalt og udkantsagtigt kunne det ikke blive. Efter en uge havde vi intet hørt. Vi sendte en rykker. Stadig ingen reaktion. Så kontaktede vi den lokale avis. Det hjalp. Efter en artikel om Støjberg modtog vi et fesent svar – og et nej tak.
I år ville arrangørerne af vores grundlovsmøde gerne have alle partierne med. Danmarksdemokraterne blev inviteret til info-mødet ligesom alle andre, men blev væk. Vi håbede så lidt naivt, at de ville stille med et par talere den 5. juni, men nej – de meldte helt fra. Så meget for interessen for udkanten. Susie Jessen, det er en ommer!