Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Thybanen er et symbol på et Danmark, der forsvinder

Den kollektive trafik misligholdes og forfalder i Danmark uden for de store byer. Resultatet er deprimerende.

Markus Munk Jensen, studerende, folketingskandidat (K), Thisted

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens storbylivet summer af elbusser, metro, og hyppige togforbindelser, står vi i Thy tilbage med en følelse af at være glemt. Vores jernbane, Thybanen, skulle være livsnerven til resten af landet. I stedet er den blevet et deprimerende symbol på et Danmark, der forsvinder, og en offentlig transport, der er ved at kollapse uden for de større byer.

Den seneste udmelding om, at hele 46 planlagte afgange i uge 33 er aflyst, er en skandale. Det er en direkte konsekvens af, at de lejede tog, der i en kort periode stabiliserede driften, nu er væk. Pludselig er vi tilbage ved udgangspunktet: en uholdbar situation, hvor vi ikke kan stole på, at toget kommer.

Transportministeriets sanktioner og kontrakter med GoCollective er en tandløs tiger. De har ikke afholdt selskabet fra at lade materiellet forfalde, og driften kollapse. Imens betaler borgerne prisen. Pendlere kommer for sent, studerende misser timer, og vores erhvervsliv lider under den upålidelige infrastruktur. Det skaber en farlig ond spiral: Folk dropper toget, fordi det ikke er til at stole på. Det giver politikerne et påskud til at skære yderligere, fordi »efterspørgslen jo er forsvindende lille«. Sådan forsvinder vores infrastruktur og dermed livsgrundlaget i Udkantsdanmark.

Thybanen er en del af et større, bekymrende mønster. Den manglende politiske vilje til at investere og prioritere offentlig transport i provinsen skaber et land, der deler sig i to. Et privilegeret København, hvor borgere kan leve uden bil, og et Udkantsdanmark, hvor man er stavnsbundet til sin bil og konstant bekymrer sig om, hvorvidt man kan komme til og fra arbejde.

Jeg opfordrer derfor indtrængende transportministeren til at vågne op og gribe ind. Det er på høje tid, at der stilles konkrete krav til GoCollective om en varig og holdbar løsning. Det er på tide at geninvestere i vores fælles infrastruktur, så Thybanen igen kan blive en pålidelig livsnerve – og ikke et symbol på, hvordan Udkantsdanmark bliver glemt.