Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære unge mand: Det er okay at række ud

Mænd er bedre til at handle end til at udtrykke, når der er noget galt. Det er en udfordring, som rammer skævt.

Jacob Vindbjerg NissenChefpsykolog, Falck

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som psykolog møder jeg dagligt mennesker, der kæmper med mistrivsel. Det er en meningsfuld del af mit arbejde at hjælpe folk med at finde strategier til at håndtere svære følelser og perioder.

Mistrivsel kan ramme alle, men jeg ser også en tendens: Især unge mænd har svært ved at række ud efter hjælp, selvom det ville være gavnligt for dem.

Vores egne tal fra Falcks Sundhedsbarometer bekræfter billedet. Selvom mange danskere generelt er gode til at opsøge professionel hjælp, når livet slår knuder, så halter det for de yngre mænd.

Faktisk svarer hver fjerde unge mand mellem 16 og 25 år, at de ville have svært ved at tage imod psykologhjælp, selv hvis de forestillede sig at være i en situation, hvor det var nødvendigt.

Det er et tankevækkende tal, som vi er nødt til at tage alvorligt.

Hvorfor er det sådan? Mænd har ofte en tendens til at udtrykke sig mere gennem handling og adfærd end ved at sætte ord på følelser. Og hvis man samtidig spejler sig i et ideal om at skulle være maskulin og stærk, kan det føles som et nederlag at miste kontrol eller status – og dermed også være svært at bede om hjælp. Det kræver mod at anerkende, at man ikke altid kan klare alting selv.

Og når vi taler om idealer, så bliver de i dag formet i den hybride virkelighed, hvor unge mænd færdes. Spejlingen i vennegruppen er udvidet med en spejling på nettet. Det øger risikoen for konstante og urealistiske sammenligninger. Selvom mandighed i realiteten er mangfoldig nu til dags, så ser vi alligevel en polarisering, hvor det at vise sårbarhed eller bede om hjælp ikke ligefrem hyldes. Det er med til at skabe et pres, der kan gøre det endnu mere udfordrende at række ud, når man har det svært.

Ser vi på vores egne konsultationer i Falck, udgør mænd generelt kun omkring 25 pct. af klienterne. Det viser bl.a., at der er en barriere for mænd, når det kommer til at opsøge traditionel psykologhjælp.

Men hvad nu, hvis vejen til hjælpen blev gjort lettere og mere tilgængelig? Fysiske konsultationer kan meget, men nogle gange er den fysiske konsultation måske ikke den rigtige indgang for alle.

I de lidt nyere og online psykologforløb, som vi er begyndt at tilbyde unge mellem 18 til 24 år, ser vi også en ændret klientdemografi. Her er der, modsat vores øvrige konsultationer, en mere ligelig kønsfordeling, hvor de unge mænd udgør hele 40 pct. af klienterne, hvilket kunne tyde på, at formatet kan have en betydning.

Måske kender du selv en ung mand, der har det svært, men som tøver med at række ud. For nogle unge mænd kan det føles mindre grænseoverskridende og overvældende at starte kontakten online, hvis man indtil nu har kæmpet i stilhed.

For unge mennesker i mistrivsel kan de rette redskaber give et mere solidt fundament til at håndtere livets kompleksitet og spidsbelastninger. Livet som ung vil altid byde på udfordrende situationer, men det er muligt at få hjælp til strategier. Strategier, der kan forebygge, at tankemylder og bekymringstanker udvikler sig til mere alvorlige tilstande.

Det er så afgørende, at man får talt med nogen, når livet er svært, og derfor skal vi blive bedre til at skabe rum og muligheder, hvor unge mænd føler sig trygge ved at række ud.

Så kære unge mand, når livet føles overvældende, og det er svært at se, at tanker blot er tanker, så vid, at det altid er okay – og modigt – at række ud efter hjælp.