Det er en arbejdsplads, ikke en campingplads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På denne tid af året vælger mange at drage mod stranden for at nyde det gode vejr. Men er der nogen, der er faret vild og endt på jobbet i stedet? Man skulle tro det.

Hvad skulle ellers kunne forklare, at det ikke er ualmindeligt at se klipklapper, shorts eller hawaiiskjorter på medarbejderne på kontorgangene i virksomheder landet over? Beklædningsgenstande, man forbinder med strandtennis, badedyr og softice, men som nu omgives af hæve-sænke-borde, pc’er og fancy kaffemaskiner.

Når alt kommer til alt, er det indiskutabelt, at enhver ledelse i en virksomhed selv må bestemme, om arbejdspladsen skal ligne en ungdomsklub for voksne, en gengivelse af tv-serien “Suits” eller noget derimellem. Det ændrer dog ikke på, at et formelt tøjvalg sammensyet med rationelle forventninger til strygning og soignering vil bidrage til god holdning hos den enkelte medarbejder.

Det kan jeg og alle andre, der har gjort tjeneste ved Forsvaret, skrive under på. Samtidig vil det også i højere grad indgyde mere anstændighed, seriøsitet og autoritet i arbejdsmiljøet. Værdier, som for fremtiden ikke må blive trevlet op af en kollektiv føjelighed for individets ret til at gøre og gå klædt helt, som det passer én.

Derfor må høje standarder for dresscodes på kontorgangene aldrig gå af mode.