Politisk forhindringsløb skader 17-åriges aktivitet i foreningslivet
Det er formynderisk, når 17-årige ikke kan få lov til at køre hjem efter endt fodboldtræning. Der er ingen grund til en sådan umyndiggørelse af en ellers historisk ansvarlig ungdom.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 1. juli trådte de nye regler i kraft, der gør det muligt for 17-årige at køre bil uden ledsager. I et bureaukratisk helvede som det danske kommer en lempelse dog ikke uden et aber dabei. For politikerne på Christiansborg har gjort det forbudt for de 17-årige at køre bil mellem kl. 20.00 og 05.00. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og det her forbud er i den grad en bil med retning mod det ukendte hinsides.
Konsekvenserne af de unødigt komplicerede regler er allerede tydelige: En 17-årig fik en bøde på 3.000 kr. for at køre alene om natten, kort efter at lempelsen var trådt i kraft. Politiet skal nu bruge sine sparsomme ressourcer på at holde øje med, om de nye særlige regler for 17-årige overholdes – i stedet for blot at lade de 17-årige bruge deres kørekort på lige fod med alle andre bilister.
I dag sidder jeg i min lille københavnerlejlighed til overpris og kan nemt glemme tiden i den jyske provins, hvor bilen var altafgørende for at transportere sig rundt. Cyklen, metroen og S-toget løser næsten alle udfordringer, og min trang til at kaste mig ind på førersædet i min mors Peugeot 208 er stort set forduftet. Men min påtrængende jyske stemme skammer sig gevaldigt. For mens man kan harcelere mod bilejerne i storbyen, er det motordrevne køretøj ofte den eneste mulighed i landområderne. Derfor glæder jeg mig også over, at regeringen har forsøgt at gøre det lettere at passe sin skole eller gå til fritidsaktiviteter i Venstres jyske højborg.
Selv er jeg rundet af sport i håndboldhallerne til langt ud på aftenen. Da jeg fyldte 18 år og fik kørekort, var det en glædens dag at kunne køre til og fra håndboldtræning uden at skulle frygte togforsinkelser. Havde muligheden for at køre hjem selv som 17-årig eksisteret, kunne jeg have undgået mange timer i silende regn på en kold station sent om aftenen. Men med den nuværende politik ville jeg kun have mulighed for at køre til håndboldtræning og ikke hjem igen.
Det mener jeg ikke udviser den tillid til unge, som politikerne ellers har talt om. Det er heller ikke med til at holde hånden under livet i provinsen, og det er ærgerligt i en tid, hvor flere flytter derfra end den anden vej. Vi skal fjerne de letteste barrierer, så livet blandt kornmarker og landsbyer bliver attraktivt.
Jeg kender flere med fodboldtræninger, der først slutter kl. 21.30 eller derefter. Bør de ikke kunne få lov til at køre til træning? Ofte banker en ny dag på skolebænken eller lærepladsen på døren, og det er nu engang rart, at man kan nå hjem og få hvilet ordentligt ud.
Som lovgivningen er nu, bliver unge stadig nødt til at prioritere mellem skole og fritidsinteresser. Det er ærgerligt, når danskerne mener, at foreningslivet fortjener en fjerdeplads på den immaterielle kulturarvsliste. Desværre lever vi i en tid, hvor unge i stigende grad fravælger foreningslivet. Kørselsforbuddet om natten for 17-årige bør fjernes hurtigst muligt.