Færre togstationer, men hvad med de små samfund?
Der er brug for forbedringer af den kollektive trafik – men løsningen må ikke blive et regnearkseffektivt system, der efterlader de små samfund på perronen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Organisationen DPT foreslår at nedlægge 59 mindre togstationer i Danmark – de fleste i Jylland. Argumentet er klart: Få passagerer forsinker mange. Hver gang et tog stopper, koster det minutter og trækker rejsetiden for tusinder ud.
En station som Laven kan være blandt dem, der ryger, hvis man følger denne logik. Og jeg forstår godt det økonomiske ræsonnement: Stationer med under 100 daglige påstigninger er næppe rentable. Men vi er også nødt til at spørge: Hvad er prisen for de lokalsamfund, der mister deres tog?
DPT foreslår, at nedlagte togforbindelser erstattes med busser – gerne elbusser eller busser på bestilling. Det lyder fint på papiret. Men i praksis er busdriften i krise: Chaufførmangel, underskudsgivende kontrakter og nedlagte ruter præger billedet mange steder i landet. Hvordan vil man sikre, at de små samfund får en reel, stabil og attraktiv erstatning?
Man kan ikke køre et Excel-ark hen over landkortet og tro, at mobilitet er løst. Mange af de små stationer er livliner – særligt for unge uden kørekort, ældre uden bil og pendlere, der netop valgte bosætning uden for byerne på grund af adgang til toget.
DPT nævner et eksempel fra Sverige, hvor færre stop gav hurtigere tog og flere passagerer. Det er fair. Men Sverige er ikke Midtjylland. Vi har ikke et landsdækkende net af regionale ekspresbusser – og slet ikke et bus på bestilling-system, der virker i praksis og i alle aldre.
Lukker vi stationerne, før vi har sikret et velfungerende alternativ, risikerer vi at gøre det sværere at bo, arbejde og uddanne sig i landdistrikterne. Det gavner hverken grøn omstilling, mobilitet eller sammenhængskraft.
Der er brug for forbedringer af den kollektive trafik – men løsningen må ikke blive et regnearkseffektivt system, der efterlader de små samfund på perronen.