Det var ikke meningen, at børn og unge skulle straffes som voksne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Børn og unge oplever at blive straffet, som var de kriminelle voksne, i Ungdomskriminalitetsnævnet fremfor at få hjælp og støtte til at bryde med kriminaliteten.

Det er en af konklusionerne i Vives undersøgelse ”Børn og unges møde med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg” fra foråret. Undersøgelsen bør være pligtlæsning for politikere, som beskæftiger sig med området og ikke mindst for den nye kriminalitetsforebyggelseskommission.

Konklusionen er alvorlig, men desværre ikke overraskende. Tværtimod. Vives undersøgelse bekræfter, hvad vi og andre længe har råbt op om. Ungdomskriminalitetsnævnet er organiseret, så nævnsbehandlingen opleves som en straffesag, og afgørelserne som en dom. Endda uden den retssikkerhed, som tiltalte voksne har i almindelige straffesager. Samme resultat kom vi frem til i vores analyse fra 2023.

Vive har talt med langt flere børn, unge og pårørende og har desuden undersøgt, hvad der sker, når børn og unge har fået deres afgørelse. På baggrund af den data bør det stå klart, at ungdomskriminalitetssystemet – både Ungdomskriminalitetsnævnet og Ungekriminalforsorgen – i sin nuværende form bør gentænkes med fokus på reel forebyggelse.

Flere af de børn og unge, som bliver visiteret til Ungdomskriminalitetsnævnet, oplever afgørelsen og tiden efter som indgribende. Der er mange krav og løbende kontrol. Det betyder f.eks., at hvis et barn eller en ung misser en skoledag, kommer for sent eller stikker af fra en anbringelse pga. mistrivsel, kan det være nok til, at de bliver sendt tilbage i Ungdomskriminalitetsnævnet, hvor deres sag bliver genvurderet med nye foranstaltninger til følge.

Det limbo giver mange børn og unge en oplevelse af at blive fastholdt i kriminalitet fremfor at blive hjulpet væk. Dertil konkluderer forskerne fra Vive, at børnenes vej gennem ungdomskriminalitetssystemet opleves som direkte kontraproduktiv i forhold til det pædagogiske arbejde. Der er risiko for mistillid til de voksne, som skulle støtte og give børnene omsorg. Flere af børnene oplever en stigmatisering, der kan styrke selvopfattelsen som kriminel.

Der er ingen tvivl om, at forebyggelse gennem velvalgte sociale indsatser er rigtig. Men når børn og unge fortæller, at de oplever det som straf, samtidig med at rapporter og eksperter peger på, at intentionen med Ungdomskriminalitetsnævnet ikke bliver indfriet, så skal politikerne reagere.

Justitsministeriet har nedsat kriminalitetsforebyggelseskommissionen i forbindelse med aftalen om bandepakke VI, og den skal »stille skarpt på mulighederne for at styrke den tidlige kriminalitetsforebyggende indsats blandt børn og unge i både børnehave-, folkeskole- og ungdomsuddannelsesalderen«.

For at komme i mål med det er vores klare anbefaling at lukke Ungdomskriminalitetsnævnet og gentænke hele systemet. Vejen til en ungdom uden kriminalitet går gennem reel forebyggelse og støtte, der ikke opleves som straf.

Børn og unge har brug for en hånd i ryggen og voksne, som vil lytte og være nysgerrige på, hvad der er på spil. Der er altid en årsag til, at det f.eks. er svært at komme i skole. Svært at komme ud af sengen. Svært at bryde ud af et misbrug. Vi skal møde børn og unge i øjenhøjde. Uden at dømme dem ude på grund af det, de har med i rygsækken. Men med en tro på, at de kan komme tilbage på sporet.

Vi er nødt til at starte forfra og gentænke hele systemet for at sikre, at børn og unge får langt bedre muligheder for at vælge vejen væk fra kriminalitet. Det sker, hvis vi styrker forebyggelsen, lytter til børnene og skaber mulighed for, at børn og unge oplever at få støtte og hjælp fremfor straf og sanktioner. Når vi tror på børn og unge og viser dem tillid og tro på, at de kan. Kan de. Så vokser de. Føler sig vigtige, værdifulde og værdige. Det er vejen væk fra kriminalitet.