Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er ikke blåt ansvar at føre postkasserød politik

Det er sært at bebrejde andre blå partier manglende ansvar, når man selv gjorde det modsatte af, hvad man lovede vælgerne.

Charlotte MunchMF, beskæftigelsesordfører, (DD)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP kritiserer Venstres Kim Valentin Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance for ikke at tage ansvar efter valget i 2022 (læs: gå i regering med Mette Frederiksen). Kim Valentin peger bl.a. på, at Inger Støjberg faktisk er skyld i, at Venstre var nødt til at gå i regering med Socialdemokratiet, da hun valgte ikke at pege på Jakob Ellemann som forhandlingsleder efter valgnatten.

Må jeg minde om, at Venstre op til valget gang på gang svor, at man ikke ville gøre Mette Frederiksen til statsminister? Hun skulle for en rigsret, der skulle laves en advokatvurdering. Ingen af delene skete – på nær det faktum, at Mette Frederiksen i dag sidder som statsminister med Venstre som parlamentarisk grundlag. Det står for mig stadig som det største løftebrud i nyere tid.

Så nævner Kim Valentin, at det er vigtigere at tage ansvar end at stå på sidelinjen, som Danmarksdemokraterne har for vane. Han nævner skattereformen og beskæftigelsesreformen som store resultater – og må jeg minde Venstres ordfører om, at Danmarksdemokraterne er med i begge aftaler foruden den del, der giver arbejdsløse indvandrere flere penge mellem hænderne?

Kim Valentin spørger også retorisk, hvordan Danmark ville have set ud, hvis Socialdemokratiet havde dannet regering uden Venstre med venstrefløjen som parlamentarisk støtte. Mon ikke en sådan regering havde fundet på ulykker som en finanslov med de røde partier, en CO2-afgift på landbruget, vejafgift på vognmændene, CO2-afgift på fiskeriet, koranloven og flere penge til arbejdsløse indvandrere? Altså de samme tiltag, som der er kommet ud af at have Venstre med i regeringen.

Som borgerligt parti kan man sagtens tage ansvar uden at begå løftebrud og gøre Mette Frederiksen til statsminister. I Danmarksdemokraterne har vi det samme mål som Venstre. Vi vil have et blåt flertal, og vi vil have en blå statsminister. Jeg tør dog godt love på hele mit partis vegne, at vejen dertil ikke bliver at danne regering med røde partier.

Artiklens emner
Politik
Venstre