Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er som at forsøge at komme ind i Fort Knox, når du er i kørestol og vil i butikker

Det halter stadig meget med at sikre gangbesværede ordentlig adgang til butikker og hverdagslivet.

Henrik LauridsenFørtidspensionist, Hjørring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2025 er det stadig nødvendigt for os med ganghjælpemidler eller kørestol at kæmpe for at kunne komme ind i en butik eller færdes på en offentlig hundemark. Tilgængeligheden i Danmark halter stadig alvorligt.

Gågaderne ligner små fæstninger – som Fort Knox – hvor man ofte skal ind og spørge om en rampe.

Det lyder måske overkommeligt, men prøv det selv, hvis du sidder i en tung elkørestol og ikke kan svæve.

Ifølge Byggelovens § 10 og Bygningsreglementet skal byggeri og adgangsforhold tage højde for personer med handicap.

Det er ikke bare ”rart at have”, det er et lovkrav. Dertil kommer Servicelovens § 112, som sikrer hjælpemidler, men som desværre kun dækker én kørestol ad gangen.

Min egen stol på 145 kg fungerer i hjemmet, men er ubrugelig på løst underlag som græs eller grus. Det udelukker mig fra mange fritidsaktiviteter, og det burde ikke være acceptabelt.

Vi er over 160.000 danskere, der bruger ganghjælpemidler. Alligevel overses vores behov igen og igen, på trods af at Danmark har tiltrådt FN’s handicapkonvention, der i artikel 9 fastslår, at mennesker med handicap har ret til fysisk tilgængelighed på lige fod med andre.

Det handler ikke kun om adgang til butikker. Det handler om adgang til liv, til fællesskab, til værdighed.

Vi vil også gerne kunne gå til koncert, købe sko, blive klippet – eller bare spise en is på lige fod med alle andre.