Det billigste er ikke altid det bedste
Vi er alle enige om, at vi har behov for bred folkelig opbakning til Forsvaret. Hvis vi giver alle skattepengene til udenlandske forsvarsvirksomheder, kan opbakningen hurtigt fordufte.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi bør ikke skabe danske arbejdspladser, når vi køber ind til Forsvaret. I stedet skal vi gå efter det billigste. Det er en af pointerne fra økonom Niels Storm Knigge den 19. juni i Finans. Selvfølgelig skal vi have økonomien for øje. Men hvis prisskiltet er eneste pejlemærke, risikerer vi at gøre os kritisk afhængige af fremmede leverandører. Det indebærer desværre en farlig risiko.
Det er muligt, at vi kan spare en bøjet 25 øre ved at hælde alle vores danske skattekroner i udenlandske forsvarsvirksomheder. Men vores forsvar vil også være dårligere rustet til kriser, hvis vi ikke kan stå på egne ben. Erfaringer fra vores naboer viser faktisk, at det er muligt at kombinere forsyningssikkerhed, økonomi og udvikling af den hjemlige industri.
En analyse fra Erhvervslivets Tænketank viste sidste år, at lande som Tyskland, Sverige, Norge og Holland er langt bedre end Danmark til at få forsvarspolitikken til at sikre hjemlige arbejdspladser.
Det kan godt være, at vi i Danmark er meget klogere end dem alle sammen, når vi i så mange år ikke har haft fokus på at opbygge en større hjemlig forsvarsindustri. Men det kan jo også være, at alle vores nabolande faktisk er dem, der har fat i den lange ende.
Det er klart, at vi ikke skal bygge kampvogne eller kampfly. Det har vi ikke knowhow til. Fokuserer vi på skibsproduktion, har vi til gengæld en historisk styrkeposition, ligesom vi har flere virksomheder, som kan konkurrere med hele verden, når det kommer til radarer og forsvarsteknologi.
Netop derfor bør det ikke være tabu at tilrettelægge oprustningen, så den også styrker dansk forsyningssikkerhed, produktionskapacitet og teknologisk kompetence. Når det gælder vores energiforsyning, er vi i dag enige om, at det var uklogt at være så afhængige af Rusland. Vi skal passe på ikke at begå samme fejl, når det gælder vores forsvarsindustri. Derfor har danske politikere et ansvar for at føre den gode flådeplan fra foråret videre, så også de store fregatter bliver bygget i Danmark.
Vi er alle enige om, at vi i disse tider har behov for bred folkelig opbakning til Forsvaret. Hvis vi bare giver alle skattepengene videre til udenlandske forsvarsvirksomheder, så kan opbakningen hurtigt ebbe ud.
Bliver forsvarsmilliarderne i stedet omsat til sikkerhed, arbejdspladser og aktivitet i Produktionsdanmark, så kan vi derimod sikre, at opbakningen holder hele vejen.