Debatten om seniorers boliger er alt for banal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ældrebolig, seniorbofællesskab, oldekolle og plejehjem. Der er mange navne for seniorers boliger. Betegnelserne har ikke udviklet sig meget gennem de seneste år. Det har seniorerne til gengæld. Som samfund er vi slet ikke gode nok til at forstå seniorers ønsker til boliger.

Ofte ender debatten med at blive en bebrejdelse af de ældre, der ikke giver plads til børnefamilier. Eller en diskussion om boligformer uden dørkarme, så der er plads til en rollator og kørestol – mere end det egentlig handler om, hvor seniorer gerne vil bo og leve.

Ældre danskere lever længere, er sundere, stadig mere engagerede, og mange har en bedre økonomi end tidligere. Derfor skal vi også gentænke og forny den måde, vi bor på som ældre. Forleden kom det frem, at seniorer i stor stil bliver boende i deres store huse. Over halvdelen af alle danskere over 75 år bor i boliger med mindst fire værelser – blandt 60-70-årige er det næsten 70 pct., der bor i store hjem. En af forklaringerne er økonomi. Det er ganske enkelt billigere at blive boende i en stor ejerbolig end at skulle flytte til en mindre lejebolig. Men det handler i lige så høj grad om, at seniorer selvfølgelig gerne vil have selvbestemmelse over, hvor de skal bo, og hvordan deres bolig skal se ud.

For nylig mødte jeg et ældre ægtepar, der gerne ville flytte fra deres store villa for i stedet at bygge nyt og mindre. Den skepsis, som de blev mødt af fra yngre naboer, var ikke alene pinlig og udtryk for aldersdiskrimination. Den satte også to streger under, hvad problemet er. Ægteparret, der godt nok er pensionister, men som både er aktive inden for sport og demokratiske organisationer, har boet i samme område de seneste 50 år. Derfor ville de gerne blive boende lige netop det sted.

De yngre naboer blev ved med at tale om ældrevenlige rækkehuse som alternativet til, at ægteparret ville bygge et nyt hus tæt på det nuværende. Banken kunne ægteparret godt skyde en hvid pind efter, selvom de kom med en stor værdi fra deres eksisterende bolig – og derfor alene skulle have mellemfinansiering.

For mange seniorer er de traditionelle seniorboformer fine. Men for en meget stor del af seniorerne er de ikke. De vil gerne blive boende lige netop der, hvor de har levet et helt liv. De vil gerne selv være med til at definere, hvor mange soveværelser de har, og hvor tæt de skal være på naboer. Derfor bliver de i deres store huse.

Det er der, vi skal starte debatten. For selvfølgelig må det aldrig blive set som en nedgradering af livet at skulle flytte i noget mindre. Udgangspunktet må altid være, at det skal ses som en opgradering af livet for dem, som det hele handler om: seniorerne.