Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stop nu den forblændelse af ulven, Ole Birk Olesen

Det er nemt at være forblændet af ulven, når man selv bor uendeligt langt fra, hvor den færdes.

Ejvind BitschPens. skoleleder, Kalundborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig stillede Ole Birk Olesen igen sin imødekommenhed over for ulve til fuld skue her i JP. Der er ting, der tyder på, at han har befundet sig i reservatet ”Christiansborg” for længe.

Man behøver hverken at stemme på Danmarksdemokraterne eller DF for at mene, at Ole Birk Olesen er fejlplaceret i den herskende ulvedebat – faktisk kan man have ikke så lidt ondt af Alex Vanopslagh, som må kæmpe hårdt for at genvinde de stemmer, Ole Birk Olesen sætter over styr, hver gang han udtaler sig om ulve.

Der er her i landet gjort en hel del for at holde både de invasive mårhunde og vildsvin ude af Danmark. Det er mig ubegribeligt, hvorfor ulven har så stor en fanskare på Christiansborg, Aarhus Universitet og blandt det mere belæste borgerskab i f.eks. København, inklusive Østerbro og op mod nord. Det nævnte område i og omkring København kan naturligvis se sin fordel i at holde egne områder ulvefrie – lidt på samme måde, som når der i det område er umådeligt langt mellem vindmøller, der er mere end 250 meter høje.

Der er helt klart noget galt med lovgivningen, når en familie ikke kan have sin hund gående frit omkring i store dele af Midtjylland. Jeg føler mig overbevist om, at vi er en stor del af landets befolkning, som finder, at ulven på linje med f.eks. mårhunden ikke hører hjemme her i landet. Alt andet er et urealistisk skønmaleri på familiehundens og vores bekostning.