Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der mangler sundhedspersoner i politik

Opråb til sundhedspersonale: Gå ind i politik – der er brug for jer. Også der.

Josee LinnemannSpeciallæge i psykiatri, Fredensborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Implementering af sundhedsreform og ældrereform kommer til at stille store krav til sundhedsmæssig faglighed, og det er vigtigt, at der fremover er mange personer med lægelig eller anden sundhedsmæssig baggrund i både regional og kommunal politik.

Beslutninger om danskernes sundhed skal ikke kun træffes ud fra økonomiske og organisatoriske betragtninger, men i høj grad også ud fra sundhedsfaglig viden og praktisk erfaring.

Vi har i Danmark en forekomst af kræft, som ligger væsentligt over Norge og Sverige, hvorfor kræftforebyggelse med bl.a. den nye folkesundhedslov er meget velkommen. Vi bør kunne nedbringe den høje dødelighed af kræft og give flere mennesker mulighed for et længere liv med en bedre livskvalitet.

Da man ikke kan forvente, at folkevalgte politikere har indsigt i tilstrækkelig grad, er det vigtigt, at flere læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner engagerer sig i politik. Desuden er der hele området med vores ældre medborgere, hvor hjemmehjælp, hjemmesygepleje, forebyggelige indlæggelser samt hele plejehjemsområdet også har brug for, at der er sundhedspolitiske fagpersoner med i beslutningsprocesserne.

Det er lige nu, at de politiske partier lægger sidste hånd på udvælgelsen af, hvem der skal stille op til kommunal- og regionsrådsvalget i november 2025. Så find et politisk parti, du kan se dig selv i, og vær med i arbejdet med at implementere de nye reformer.

Sæt dit sundhedsfaglige fingeraftryk, som på bedste måde vil være til gavn for vores nuværende patienter, vores kommende patienter, vores svage ældre og for folkesundheden i Danmark.