Hvorfor mødes adhd stadig med skepsis?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som privatpraktiserende psykolog med speciale i adhd møder jeg dagligt klienter, der søger hjælp for angst, ocd, stress og depression. Mange af disse lidelser viser sig at være belastningsreaktioner på en ubehandlet eller uopdaget adhd. Gennem livet har de kæmpet med tilbagevendende psykiske udfordringer, uden at nogen har set den underliggende årsag. Når diagnosen endelig spottes/stilles, oplever mange en ny forståelse af sig selv – men desværre også en voldsom skepsis fra omgivelserne.

Når mine klienter åbent deler deres adhd-diagnose eller mistanke om denne, mødes flere af nedværdigende kommentarer og manglende tiltro.

Udsagn som: »Du har da ikke adhd«, »Har vi ikke allesammen lidt adhd?« eller »Skal alle ikke bare have en diagnose i dag?« er desværre almindelige. Mange føler, at de skal forsvare sig og argumentere – en ubehagelig oplevelse, særligt når man netop befinder sig i en sårbar proces med at forstå sig selv på ny.

Endnu mere bekymrende er det, når denne skepsis også kommer fra sundhedsfaglige personer. To af mine klienter har oplevet at blive mødt med mistro af deres egen læge, som talte om adhd som en “modediagnose”, og at mange fik den »bare for at få en diagnose«.

Det er tankevækkende, for ville en læge nogensinde tale på samme måde til en patient med angst, stress eller depression? Ville de antyde, at disse lidelser blot er trends eller overdiagnosticeres? Næppe.

Når nogen fortæller, at de lider af stress, angst eller depression, mødes de oftest med omsorg og forståelse. Men når det handler om adhd, bliver diagnosen ofte genstand for diskussion og tvivl. Men er det ikke fantastisk at kunne behandle en underliggende adhd i stedet for belastningsreaktioner, som gennem livet har fyldt, og som fortsat kan blive ved med at poppe op? At kunne give mennesker redskaber til at forstå sig selv bedre, håndtere deres udfordringer og leve et liv med større trivsel og mindre selvbebrejdelse? At kunne forebygge psykiske sammenbrud og give mennesker mulighed for at udfolde deres fulde potentiale uden konstant at kæmpe imod deres egen hjerne? Jo mere vi anerkender adhd, jo bedre kan vi hjælpe dem, der lever med det – og jo mindre vil de skulle kæmpe for at blive taget alvorligt.

Så næste gang du møder nogen, der fortæller, at de har adhd eller mistænker det, så mød dem med nysgerrighed, empati og åbenhed – ligesom du ville gøre med en person, der har angst, stress eller depression. Din reaktion har en kæmpe betydning.