Demens kræver mere end fine ord

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP beretter, at det halter alvorligt, når det gælder vore demensborgere. I 2016 satte sundhedsminister Sophie Løhde en vigtig og ambitiøs retning for demensområdet. Danmark skulle være verdens førende i demensindsats, og ældreplejen fik et tiltrængt løft med 470 mio. kr.

Det var en vision, man kun kunne bakke op om – ikke mindst af hensyn til de mange tusinde danskere og deres pårørende, som hver dag lever med følgerne af en demenssygdom.

Men i dag – i 2025 – må vi desværre konstatere, at ambitionerne ikke er blevet omsat til virkelighed.

De tre centrale mål i handlingsplanen står enten kun delvist opfyldt eller helt uopnået. Ikke alle kommuner har en demensstrategi, ventetiderne på udredning vokser, og brugen af antipsykotisk medicin er uændret.

Det er ikke for at pege fingre, men det er nødvendigt at kalde en ting for det, den er: Når man sætter høje mål, må man også følge op med handling, ledelse og vedholdenhed. Ellers bliver visionerne blot tomme løfter – og det kan vi ikke være bekendt over for mennesker med demens og deres familier.

Demensområdet kalder på politisk opfølgning, ikke blot hensigtserklæringer. At der i dag – næsten 10 år senere – stadig mangler grundlæggende struktur og ensartethed på tværs af kommuner, viser, at vi ikke har taget opgaven alvorligt nok.

Det er godt, at der nu i sundhedsreformen afsættes midler til at nedbringe ventetiderne. Men det bør kun være begyndelsen. Vi har stadig muligheden for at rette op – hvis vi tør erkende, at en vigtig indsats er blevet forsømt.

Mennesker med demens har krav på mere end varme ord. De har krav på nærvær, faglighed og en værdig indsats – uanset postnummer.