Hvornår er man nogensinde dansk nok?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når Liberal Alliance foreslår, at man skal til at udskille såkaldte tredjegenerationsindvandrere i statistikkerne, så handler det ikke bare om tal.

Det handler om mennesker. Det handler om børn, som er født og opvokset i Danmark, og som – i deres hverdag og identitet – er lige så danske som alle andre.

Det handler faktisk om mine børn.

Jeg er selv født og opvokset i Danmark. Halvt iransk, halvt polsk – ja, det lyder eksotisk. Men det meste af min opvækst blev formet af min stedfar: en pæredansk folkeskolelærer med speciale i dansk, historie og kristendom. Der blev sunget salmer og læst H.C. Andersen hjemme hos os.

Og i dag er jeg gift med en pæredansk mand, bor i Danmark, har børn i danske institutioner – og jeg sidder i Folketinget som politisk ordfører for et regeringsbærende parti.

Alligevel er der nogen, der mener, at mine børn – og børn som mine – skal føres til protokol som en særlig gruppe. Som noget andet. Som nogen, vi skal “holde øje med”.

Det er absurd.

De er ikke indvandrere. De er ikke efterkommere. De er danskere. Punktum.

Så når de nationalkonservative nu vil opfinde endnu en kategori for at kunne trække en linje mellem “os” og “dem”, så er spørgsmålet: Hvornår er det egentlig nok? Hvornår er man dansk nok for jer?

Skal man kunne føre sit stamtræ tilbage til Vikingetiden? Er det hårfarven, der afgør det? Navnet? Maden i madpakken?

Det her forslag er ikke blot unødvendigt. Det er dybt skadeligt. Det sender et klart og giftigt signal: at uanset hvor længe din familie har været i Danmark, så kan du stadig blive trukket frem som “den anden”.

Og det er et frontalangreb på følelsen af at høre til – den følelse, integration i øvrigt burde understøtte.

Jeg nægter at acceptere, at mine børn – og tusindvis af andre børn i Danmark – skal vokse op i et samfund, hvor de altid vil være næsten danske i nogle politikeres øjne. Jeg kæmper for et Danmark, hvor vi ser hinanden som medborgere, ikke som kategorier i et Excel-ark.

Hvis nogen tror, at det her skaber bedre integration, så misforstår de fundamentalt, hvad der skaber fællesskab. Det skaber ikke tryghed. Det skaber afstand. Og det har vi ikke brug for.