Integration er ikke en ret, det er en pligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er på tide at tale klart: Europas migrationspolitik har alt for længe været domineret af drømme, dilemmaer og dovenskab i beslutningskraften. Og resultatet er ikke til at tage fejl af: Presset vokser på vores ydre grænser, og europæernes tålmodighed er – forståeligt nok – ved at være slidt op.

Derfor har vi brug for en ny kurs. En migrationspolitik, der skal være fast, fair og fremtidsklar. Men det kræver, at vi tager skeen i den anden hånd og tør tage de beslutninger, som faktisk virker.

For virkeligheden er den, at migration ikke længere er en krise, der kan løses med nødløsninger. Det er en permanent udfordring, som kun kan mødes med en langsigtet, kontrolleret og ansvarlig politik. EU er nødt til at levere en politik, der både beskytter sine ydre grænser og sin indre sammenhængskraft. I dag bliver kun én af fem udvisningsbeslutninger ført ud i livet. Det undergraver både tilliden til systemet og evnen til at hjælpe dem, der reelt har behov for beskyttelse. Men det kræver, at vi også tør sige nej til dem, der ikke har ret til at blive i Europa.

Regler virker kun, hvis de også håndhæves. Derfor skal vi have fastlagt en langt stærkere hjemsendelsespolitik med hurtigere procedurer, økonomiske garantier og længerevarende indrejseforbud for dem, der udgør en sikkerhedstrussel.

For det er ingen hemmelighed, at Europa har brug for arbejdskraft. Men det kræver en målrettet og kontrolleret legal migration. Når man får lov at blive i Europa, skal man også blive en del af Europa. Det kræver, at man lærer sproget, respekterer kulturen og deltager aktivt i samfundet. Integration er ikke en ret. Det er en pligt.

Over 90 pct. af de migranter, der krydser grænser ulovligt, gør det via organiserede netværk. Det er en industri, der profiterer på kaos og europæisk tøven. Det skal stoppes. Vi skal følge pengene, slå ned på netværkene og behandle menneskesmugling som den organiserede kriminalitet, det er.

Samtidig skal vi indgå målrettede aftaler med strategiske tredjelande. Kun de lande, der reelt samarbejder om migration og hjemtagelse, bør få adgang til EU-midler og visafordele. Til gengæld kan EU støtte dem med digitalisering, biometrisk registrering og kapacitetsopbygning. Derudover skal vi sætte større fokus på vores ydre grænser. De skal ikke blot overvåges, men forsvares. Frontex skal oprustes, både i mandskab og teknologi. Vi skal investere i AI, droner, biometrisk kontrol og et klart mandat.

Hvis vi vil bevare Europa som et trygt, frit og åbent kontinent, så kræver det, at vi tør tage de svære beslutninger. Vi skal have strammere regler, kortere klagefrister og langt mere konsekvente hjemsendelser.

Det handler ikke om at lukke Europa. Det handler om, at vi skal sikre, at vi kun har åbent for dem, der er plads til og behov for, og som vil bidrage. Resten må vi have styrken til at sige nej til. Det er ikke hjerteløst. Det er ansvarligt.