Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Formueskat? Nej tak

Forslag lugter langt væk af misundelsesskat. Det skal vi ikke have noget af.

Niels Westendahl, tidl. bankmand, Egå

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et kronik i JP 13/4 taler fire tidligere direktører og kontorchefer for at indføre en formueskat for de allerrigeste i Danmark. Blev disse tanker skabt hen over et glas cognac en stille lørdag aften, hvor d’herrer direktører og kontorchefer sad og kedede sig?

Tanken er dumnaiv, og en indførelse af forslaget vil være ødelæggende for vort samfund. Det er almindelig kendt, at formueskat hæmmer vækst i et samfund. Samtidigt er det generelt opfattet, at indførelse af formueskat øger risiko for udflagning. Danmark afskaffede formueskatten, fordi den blev vurderet til at være hæmsko for værdiskabelsen i samfundet.

Jeg accepterer og anerkender, at få mennesker ejer en stor del af Danmarks værdier. En stor tak til dem fra mig. I er med til at gøre Danmark rigere. Ikke at forglemme, at mange af jer deler ud af jeres formue til godgørende formål, bl.a. kultur og sundhed. Disse rige skaber arbejdspladser og bidrager til et rigere Danmark til alles bedste. De investerer også i udlandet og medvirker derfor til at styrke betalingsbalancen.

Formueskat for superrige lugter af misundelsesskat, og de superrige lægger allerede masser af skattekroner i statskassen, både direkte og indirekte. Tænk eksemplet, hvor en kvinde har en formue på 30 mia. kr. Hun skal efter jeres forslag betale 300 mio. i formueskat. Det kræver vel en udlodning fra virksomheden på 650 mio. Så ud over formueskatten skal der lægges 350 mio. i udbytteskat. Det er brandbeskatning. Jeres forslag bør derfor lægges i graven omgående.