Mere "Frank og Kastaniegården", mindre TV 2 News
Når sivsko giver mere mening end flere sensationsnyheder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg vil leve mit liv på trods af en verden i forandring. Vi oplever lige nu mange kriser i verden, USA’s nye administration, krigen i Ukraine, klimakrisen.
Men krisesnakken vil jeg ikke længere bruge al min vågne tid på at beskæftige mig med. Jeg vil så vidt som muligt prøve at leve størstedelen af mit daglige liv med mennesker, fællesskaber og aktiviteter, som gør noget positivt for mit humør.
Jeg ser mig selv som et politisk menneske, der altid er opdateret på, hvad der sker på den politiske og samfundsmæssige arena, både lokalt, nationalt og i verden. Jeg elsker at diskutere politik og samfund med venner, familie og de mennesker, jeg møder på min vej.
Tidligere har jeg været storforbruger af TV 2 News og så alle de ugentlige nyhedsmagasiner, mens min mobil konstant modtog notifikationer fra de store nyhedsmedier.
Men nu har jeg valgt at skære kraftigt ned på det. Fremover vil jeg se mere ”Frank og Kastaniegården” end TV 2 News, jeg vil læse flere bøger end artikler fra Ekstra Bladet, og jeg har allerede nu slået alle nyheds- og sociale medienotifikationer fra på min telefon.
Det har jeg, da det sjældent bidrager positivt til min hverdag at høre, hvad USA’s præsident og hans håndlangere nu har udtalt i løbet af natten. Jeg kom frem til, at min nyhedsnedtrapning var nødvendig, da jeg i vinterferien drak øl med nogle gode venner.
En af dem sagde som noget af det første på aftenen, at han ikke ville snakke om Donald Trump eller Elon Musk. Kæk, som jeg var, startede jeg præcis sådan en samtale.
Set i bagklogskabens klare lys forstår jeg dog godt, hvorfor han sagde det.
Det blev til en samtale, som gjorde en i et utroligt dårligt humør, på trods af at man var i selskab blandt gode og savnede venner.
Jeg underkender på ingen måde, at nyheder er en vigtig del af samfundet, hvad enten de kommer fra lokalområdet eller den internationale scene. Det er dog også vigtigt, at vi selv finder den bedste måde at blive informeret på. Skal det ske gennem konstante afbrydelser af nyhedsnotifikationer og sociale medieposts? Eller skal vi selv ændre det til kun at bruge en halv eller hel time på at læse og se nyheder dagligt? Jeg vælger personligt det sidste.
Medierne har også en vigtig indflydelse på mit valg, og her er mit indtryk, at det vigtigste er at påtale kriser og uenigheder, på trods af at der faktisk også sker en positiv udvikling i verden. Historier som disse udkommer oftest kun sidst i en nyhedsudsendelse eller en enkelt gang om ugen i aviserne.
Personligt vil jeg nu fokusere på at bruge mere tid sammen med min familie og venner samt gøre den størst mulige forskel som lærer for mine elever. Jeg vil opsøge fællesskaber, der bidrager positivt til mit liv eller min omverden. Jeg vil stadig diskutere politik og samfund i den virkelige verden og især med mennesker, som har et andet syn på verden end mig.