Tiden er til, at danskerne finder deres indre ridder frem igen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark prøver vi i øjeblikket febrilsk at omstille os til en forsvarsstat. I de seneste 100 år har vi ellers lullet os ind i en forestilling om, at hvis bare vi ikke gjorde noget væsen af os militært, ville internationale krige rase uden om os eller hen over os uden at gøre varig skade. Nu må vi se i øjnene, at vi selv skal bidrage til vores sikkerhed.

Det medfører ikke kun krav om spritnyt militært isenkram og nye forsvarsstrategier, men også en mentalitetsændring i det danske samfund som helhed.

Det er et dårligt tegn, at mange af de unge danske mænd må kasseres til session, fordi de er for dumme, for fede eller har fysiske skavanker såsom svage ben, dårlig ryg eller musearme. Det er heller ikke et godt tegn, at vi har fjernet bevægelseskravet i folkeskolen og i vores institutioner kigger med ængstelse på legende adfærd som slåskampe og klatren i træer.

Måske kan vi lade os inspirere af, at den danske middelalder, der dog ikke kun var en forsvars-, men også en angrebstid, hvilket kulminerede katastrofalt med, at Danmark efter nederlaget i 1864 med forfatteren Herman Bangs ord blev »amputeret ved hofterne«.

I min nye bog ”Den danske riddertid” har jeg vist, at den danske middelalder fra 1050-1536 var en egentlig riddertid med ridderborge, tildeling af ridderslag på slagmarken eller i kirken, ridderordner, ridderturneringer og kongen som rigets øverste ridder.

Våbenbeherskelse var en så integreret del af maskuliniteten, at det at være mand indebar at besidde og at kunne anvende våben. Det gjaldt byernes borgere og naturligvis især ved angreb på byerne, der blev forsynet med tårne og mure til forsvar. Ikke mindst bønderne skulle være våbenføre, for de kunne udskrives til kongens krige, og militære pligter blev hele tiden pålagt standen.

Især så aristokratiet sig som en krigerstand. Danske krigere blev i løbet af den første del af riddertiden fritaget for at betale skat til gengæld for at stå til rådighed militært til hest i panser og plade, kort sagt med rustning. Denne ridderstand blev kaldt værnestanden og benævnt herremænd, fordi de var en herres – kongens – undergivne mænd og som sådan ikke kun skulle stå til rådighed som krigere, men også som dommere, mæglere eller synsmænd.

Ridderne skal dog ikke romantiseres, for deres æres- og nådebegreber gjaldt kun de kongelige og deres egen stand og ikke på nogen måde ”de vantro”, muslimerne, der under korstogene blev behandlet med blodig grusomhed, og heller ikke bønderne, der blev mejet ned for fode af de rustningsklædte rytterformationers lansestød.

Frem for alt viste ridderstanden sin militære kapacitet frem ved funklende ridderspil i magtens centrum, København. Ved ceremonielle lejligheder blev København omdannet til en form for totalteater i magtens iscenesættelse: Farvestrålende processioner med kongen og rigets ledende riddere førte til kirken med royale kroninger, bryllupper og ridderspil. Gader blev inddraget, og en plads som Gammeltorv og i Renæssancen Amagertorv blev omformet fra handel til ridderspil. I dag kan vi slet ikke forestille os, hvordan krigens logik kunne forædles og forherliges midt i hovedstaden som den største form for tilskuer-event.

Det har selvfølgelig medført en masse besvær for borgerne, men også øget muligheden for salg af varer, udlejning af rum og at nyde den prestige, der lå i, at byen var udvalgt til ridderspil. I modsætning til i dag var den sociale elite i den danske riddertid ikke kun placeret i æreslogen, men optrådte også direkte som sportens stjerner.

Den sociale elite var den sportslige elite. Deltagerne blev udvalgt fra den uhyre smalle samfundstop. De var imidlertid godt rustede, da de var grundigt trænede i krig til hest med sværd og lanse – den kernekompetence, ridderspillene testede og fejrede.

Det gælder f.eks. en af Frederik I’s vigtigste militære ledere, Peder Skram, der levede fra 1503 til 1581. Han fik for sit mod og sin tapperhed tilnavnet ”Danmarks vovehals” og opnåede at blive dansk admiral og rigsråd. At krig og ridderlig dyst kunne gå hånd i hånd, ses af, at Peder Skram også var kendt som nærmest uovertruffen i ridderspil, og dette ry fortsatte ind i Renæssancen.

Hans stolte datter fremhævede i sine erindringer, at hendes far var berømt for at være en af de bedste dystriddere, man kendte til, og at han aldrig blev stødt af sadlen, undtagen én gang af kong Christian III.

Peder Skram har uden tvivl med vilje ladet sin konge vinde i dette dystridt, hvor to riddere med hævede lanser i eksplosiv fart red mod hinanden for at styrte modstanderen af sadlen.

I 1518 og 1520 kæmpede Peder Skram for Henrik Gøye under angreb i Sverige, hvor han blev ramt af en pil i venstre skulder. Siden tjente Peder Skram Frederik I i kamp mod sin egen gamle mentor, Henrik Gøye. I et slag fik han en lanse gennem den højre arm og et tveægget sværd gennem den højre hånd.

For en mand af aristokratiet var det nærmest umuligt at undgå deltagelse i kamp, hvad enten der var tale om krig eller slægtsfejder. Han modtog magtens privilegier og betalte magtens pris. Som Margrete I i 1396 dekreterede, skulle en adelsmand være »rede dag og nat med hest og harnisk«.

Også ældre adelige mænd drog i krig på trods af den store risiko for lemlæstelse eller død. Da Slesvigs og Holstens adel i år 1500 led nederlag i Ditmarsken, medførte det en kraftig reduktion af områdets mandlige adel, og alene den rigeste adelsslægt, Ahlefeldt, mistede 11 mandlige familiemedlemmer.

Ved ridderspil kunne man få et glimt af krigernes sår, ar og ansigtsskader, når de tog hjelmen af som Lave Brahe til Krogholm og Vidskøfle, der i 1545 blev ridder og i 1552 rigsråd, men som i Slaget på Øksnebjerg i 1535 havde fået sin næse ødelagt ved at blive ramt af et spyd. Det har næppe kun været opfattet som en defekt, men også som udtryk for den rette krigeretos.

Kvinder var afskåret fra direkte som riddere at kæmpe om ære i ridderspil, men til gengæld slap de for at deltage i krig og for at bære en tung, varm og måske klaustrofobisk rustning og udsætte sig for turneringens farer på liv og lemmer. Måske vil vi de kommende år, se en kvindelig værnepligt effektueret, ligesom kvinder i dag indgår mere og mere i elitesport.

For nutidens mennesker, der lægger mere vægt på politikeres og ministres argumenter end på deres køn og fysik, kan det være svært at forstå, hvordan det for den samfundsmæssige elite var et krav at demonstrere mandsmod og ride- og våbenfærdighed i ridderspil ikke kun i København, men over hel landet og således også i f.eks. Vordingborg, Sønderborg og Viborg.

Omsat til nutidsbegreber ville hele den danske regering med Mette Frederiksen, Lars Løkke og Troels Lund Poulsen i spidsen for at overbevise sig selv og den øvrige befolkning om deres evner til at bestride offentlige embeder skulle trække i kampuniform og sætte sig ind i moderne kampvogne for ved en Nato-øvelse i konkurrence med hinanden og udenlandske kampvognseskadroner at demonstrere deres vovemod.

Måske er det et godt tegn, at vi i dag har en konge, der excellerer både som frømand og som sportsmand. Hvor riddertidens konger deltog i riddersport foran folket, løber kong Frederik i Royal Run med folket som den første blandt ligemænd. Et sigende udtryk for udviklingen fra kongedømme til konstitutionelt demokrati.