Formynderforældre og curlingpolitikere skal stoppe med at lægge deres egne laster på ungdommens skuldre
Bekymringshåret hænger ned foran mange voksnes øjne, når de i misforstået ansvarlighed vil skærme unge fra alt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Unge nu til dags …”
Den velkendte, men trætte frase bliver gentaget igen og igen – ofte af generationer, der mener, at ungdommen er på afveje. Men fortællingen om en fortabt ungdom er en illusion farvet af forældede opfattelser og generationelle skyklapper. Sandheden er, at nutidens unge er mere ansvarlige end nogensinde før.
Alligevel ser vi formynderiske forældre og curlingpolitikere reagere med panik og overregulering. De forbyder puff-bars og klik-cigaretter, så de kan sove trygt om natten efter deres aftensmøg og daglige glas rødvin. De ser bekymret på deres børns klassekammerater, men glemmer, hvordan deres egen ungdom så ud. I 1970’erne røg næsten halvdelen af de 15-19-årige – i dag er det kun cirka 5 pct. Og selvom danske unge stadig kaldes europamestre i druk, er andelen af 15-årige, der drikker ugentligt, halveret siden årtusindskiftet.
På trods af disse fakta fortsætter den samme gamle fortælling: Unge males som dovne og uansvarlige individer, der er afhængige af både nikotinposer og smartphones, mens politikerne reagerer med nye forbud og begrænsninger.
Mennesker eksisterer på godt og ondt. Det er en erkendelse, som vi har haft siden Martin Luthers tid. Alligevel kategoriseres unge som andenrangsborgere, der ikke må tage de samme dårlige valg som forrige generationer.
Men hvis nogen har lært af fortidens fejl, er det ungdommen. I stedet for at kvæle dem i lovgivning og formynderi bør vi stole på dem. De fortjener ikke moraliserende pegefingre, men anerkendelse for den ansvarlighed, de faktisk udviser.
Det er på tide, at ældre generationer stopper med at projicere deres egne laster på ungdommen – og i stedet giver os den tillid, vi har vist, at vi fortjener.