10-året efter terrorangreb i Krudttønden og synagogen: Danmark mangler fortsat en plan for ofrene, når tragedien rammer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For 10 år siden blev vi rystet af terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris, og kort efter fulgte det frygtelige angreb ved Krudttønden og på synagogen i København. To angreb, der ikke bare kostede menneskeliv og sårede mange fysisk og psykisk, men som også satte vores demokratiske frihedsrettigheder under pres.

Begivenhederne minder os om, hvor dyrebar vores frihed er, og hvor vigtigt det er, at vi står sammen imod terrorisme. Derfor er det også smerteligt at erkende, at regeringen endnu har forsømt at hjælpe ofrene for terror.

I 2021 skrev en række ofre og pårørende for angrebet i 2015 en kronik i JP, hvor de påpegede behovet for et dansk beredskab til at gribe ofrene, og hvordan de havde været henvist til selv at klare regningen for psykologhjælp og trække på deres relationer for at klare de traumer, de blev påført.

For tre år siden vedtog Folketinget på SF’s foranledning et forslag, som pålagde regeringen at undersøge, hvad det ville koste at sikre terrorofre de rettigheder, som de er garanteret i EU’s direktiver, men som ikke er implementeret i Danmark på grund af retsforbeholdet. Rettigheder, som blandt andet indebærer psykologisk bistand, juridisk hjælp og en samlet indsats, der skal sikre ofrene en så smidig vej videre i livet som muligt.

Men her tre år senere er der stadig ikke sket noget. Terrorofre og ofre for andre tragiske begivenheder samt deres pårørende står stadig ofte alene med deres traumer og deres behov for hjælp.

Da det tragiske skyderi i Field’s fandt sted i 2022, sagde statsministeren i sin tale ved mindehøjtideligheden for de dræbte og sårede, at der var hjælp at hente, og at ofrene skulle søge den. Men virkeligheden var en anden.

Mange oplevede at blive overladt til sig selv. Og andre oplevede, at den hjælp, der var at hente, ikke var god nok. Der mangler simpelthen koordinering og en klar beredskabsplan, der træder i kraft, når tragedier eller terrorangreb rammer.

Vi kan lære meget fra vores nabolande. Til en konference om terrorofres rettigheder arrangeret af Finn Nørgaard Foreningen mødte vi et offer fra Utøya-massakren i Norge. Vedkommende fortalte, hvordan borgmesteren personligt ringede og spurgte, hvad han som offer havde brug for. En sådan indsats viser empati og handlekraft.

Men selv i Norge fandt man ud af, at man ikke havde noget tilbud klar. Man havde forestillet sig, at læger kunne ringe rundt til ofrene fra Utøya. Det viste sig ikke at fungere, og man fandt således ud af, af der var behov for at uddanne 400 psykologer og fagfolk til at lave en traumefokuseret indsats. I dag har Norge systematiseret sit beredskab, så ofre og pårørende ikke efterlades i kaos, men mødes med omsorg og professionel hjælp.

I Danmark har vi brug for en tilsvarende automatisk indsats. Når katastrofer rammer – uanset om det er terrorangreb, masseskyderier eller andre store tragedier – skal der straks sættes et beredskab ind. Det skal være muligt hurtigt at identificere ofrene og deres pårørende, sikre, at de får akut hjælp, både psykisk og praktisk, og tilbyde dem langsigtet støtte til at genopbygge deres liv.

Vi må og skal gøre det bedre. Terrorisme er ikke bare et angreb på den enkelte – det er et angreb på os alle. Hvis vi vil stå vagt om vores demokrati og vores værdier, skal vi også tage os af dem, der rammes allerhårdest. Det er en solidarisk pligt, der ikke kan vente yderligere. Derfor opfordrer vi regeringen til at handle nu.

Det er mere end på tide her 10 år efter de frygtelige terrorangreb. Vi skal sikre terrorofre de rettigheder, de ville have haft i EU’s direktiver, og vi skal skabe en samlet beredskabsplan, der sikrer, at ingen ofre nogensinde føler sig glemt eller overset. Det skylder vi dem – og os selv – som et samfund, der sætter menneskelig værdighed og retfærdighed i højsædet.