Det er nu, demokratiet skal stå sin prøve

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verden er blevet mere usikker, efter at Trump er blevet indsat som præsident. Ingen tvivl om det. Allerede på dag ét har han underskrevet en række dekreter og foretaget en række benådninger som tydeliggør, at America First er andet og langt mere end en tilbagevenden til en protektionistisk handelspolitik.

America First er nemlig også udtryk for en fuldtonet imperialisme, ønsker om territorial vækst, forveksling af magt med sikkerhed, foragt for den liberale verdensorden og egen retsorden, herunder tilbagetrækning fra transnationale bindende aftaler og institutioner, samt benådning af dem, som er blevet dømt for at have deltaget i stormen imod Kongressen.

Ikke engang guderne kan vide, hvor meget den internationale verdensorden vil ændre sig i løbet af de næste fire år – og hvilken verden USA med Trump i spidsen vil efterlade sig. At Trumps mange udmeldinger ikke kan negligeres som teatertorden, må allerede nu stå klart for alle.

Så dagene derpå er det vanskeligt ikke at blive ramt af en følelse af dystopi og afmagt. Og afmagtsfølelsen vedkender jeg mig gerne, men dystopien vil jeg kæmpe imod. For erfaring af afmagt er ikke det samme som at give op eller at forfalde til sortsyn og mismod.

For jeg vælger stadig at tro på, at demokrati er den bedst mulige styreform, og at demokratiet om fire år vil sætte en anden retning for USA – om end de i alt otte år med Trump som præsident formodentlig vil indebære store og varige geopolitiske forandringer, herunder at Europa i langt højere grad end før må stå alene i egen ret.

Men jeg fastholder håbet. Håbet på, at demokratiet også kan overvinde Trumps indre anslag imod demokratiet, herunder selve angrebet imod anerkendelsen af præsidentvalgets legitimitet i 2020, underkendelsen af domstolenes uafhængighed og legitimitet, når de træffer afgørelser, som går imod Trumps politiske og personlige interesser, kritik af den frie og offentlige presse, når de faktatjekker Trumps udsagn og påstande etc.

Demokrati er skrøbeligt og ej heller perfekt, men jeg håber og tror alligevel, at demokratiet vil vise sig stærkt nok til såvel at gennemskue som afvise trumpismen efter fire år mere ved magten.

For efter i alt otte år som præsident bliver det vanskeligt at kunne blive ved at slå på, at man er outsider, at man er uden for systemet, at man vil ”rydde op i sumpen”. At bureaukratiet bare skal afløses af en ”businessman”, som kan handle frem for at sagsbehandle.

Et af demokratiets store fordele er, at det med regelmæssige intervaller giver vælgerne mulighed for at afgive deres mandat for at efterprøve, om de er tilfredse med den siddende regering.

På trods af den stigende polarisering i USA, hvor der ikke er én, men to livsverdener, som i en vis grad afspejler manglerne ved et demokratisk topartistyre, håber jeg, at Trumps neo-imperialistiske og neo-konservative styre vil stå for fald.

Jeg håber og tror på, at den amerikanske forfatter og journalist ved The Baltimore Sun H.L. Menckens kendte udsagn »at til ethvert komplekst problem er der et svar, som er klart, enkelt og forkert« vil vise sig at holde vand – hvilket vil indebære en afsløring af, at Trumps enkle løsninger er forsimplede, forenklede og forkerte.

Bureaukrati kan ganske vist udarte sig som en form for ”ansigtsløst tyranni”, som forfatteren Hannah Arendt udtrykte det – hvor det bureaukratiske system er med til at fremmedgøre borgeren over for staten, men bureaukrati har også, hvor det fungerer, en positiv side, idet det er med til at sikre, at alle borgere behandles ens, at ingen får særlige gunstige vilkår grundet økonomisk magt, og at der ikke finder en sammenblanding sted af det politiske og det forvaltningsmæssige domæne.

Offentlige forvaltninger i frie demokratiske samfund er baseret på uafhængighed i forhold til de politiske beslutningstagere, uddelegeret myndighed, lighed for loven, ordentlighed i sagsbehandlingen og gennemsigtighed i sagsbehandlingen. En velfungerende offentlig forvaltning er med andre ord tillidsskabende, idet det her er tydeligt, at ingen får særlige rettigheder qua rigdom, status eller slægt.

Jeg håber og tror, at et flertal af den amerikanske befolkning vil erfare, at Trump og Trump-administrationen ikke befordrer den type af tillid. Trump agerer som en bandeleder, som man kan udvise loyalitet over for med henblik på at få sin egen sag fremmet – hvilket er noget helt andet end tillid. Tillid bryder netop med egeninteressen som udgangspunkt og prisme for menneskelig handling.

Her er det værd at have K.E. Løgstrup in mente, som beskriver tillid såvel som en suveræn livsytring som en fordring. Og en af de særlige ting ved en fordring er, at den gælder, uagtet om det tjener min egen interesse eller ej.

Og hvad angår den suveræne livsytring – ja, så beskriver Løgstrup tillid som noget grundlæggende ved det at være menneske, at tillid er afgørende for, at vi kan leve sammen i et fællesskab. Han skriver f.eks. i ”System og Symbol”: »Forsvandt tilliden, åbenheden, medfølelsen imellem os, og brød de ikke mere op igennem vore forsøg på at ødelægge dem, ville det være forbi med os.«

Politik handler om magt, men politik handler også om mere end magt. På samme måde, som mennesket ikke kun er af natur, men også er over naturen. Politik skal prøves på, hvordan det rammesætter vores fælles liv med hinanden. Det gælder såvel nationalt som internationalt.

Og ja, særligt hvad angår staters indbyrdes forhold til hinanden, skal man ikke regne med, at udgangspunktet er altruisme, da stater i bund og grund er optaget af at sikre deres egen beståen.

Men netop af den grund er der behov for en fælles verdensorden for at undgå, at man fristes til at ville udvide sit eget territorium ved hjælp af magt. En fristelse, som ikke kun kan ramme autoritære stater.

Demokratiske stater, som har til formål at tjene almenvellets bedste, skal søge at indrette et samfund ud fra en række af politiske normer såsom orden, retfærdighed, frihed og lighed. Dette skal være prøvestenen på, om de tjener samfundets bedste – eller om de blot tjener enkelte grupperingers bedste.

Jeg håber, at Trump-regeringen i al sin radikalitet, i sin åbenlyse og skamløse sammenkædning af økonomisk og politisk magt, i sin ny-isolationisme og ny-imperialisme vil afsløre, at den ikke tjener samfundets bedste – og at der i stedet er behov for nogle anderledes, dybtliggende forandringer, som tager sit udgangspunkt i de oven for anførte politiske normer.

Vil det amerikanske samfund være klar til det om fire år? Jeg håber det. Der vil i hvert fald være inspiration at hente hos en af deres store menneskerettighedsforkæmpere Martin Luther King jr., som i sin kamp for afroamerikanernes rettigheder henviste til den amerikanske forfatning.

Han fremhævede, at kampen for at opnå lige rettigheder ikke ”kun” var en kamp for afroamerikanerne, men at det var en kamp for hele USA – for kun på den måde ville forfatningen reelt blive opfyldt, og USA ville fremstå som den stat, den ønskede at være.

I sammenhæng hermed anførte han, at præsidenten havde en afgørende rolle, idet præsidenten både skulle sikre, at den føderale lovgivning blev overholdt af de enkelte delstater, og at præsidenten skulle fremstå som en moralsk rollemodel i spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne. Det billede lader vi stå et øjeblik …