Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg overvejer at få tatoveret et nej til genoplivning

De færreste vil ende som en belastende grøntsag, men der er huller i ny lov.

Mikael EnevoldsenPensionist, Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 18/1 beskrev Tea Krogh en ny lov om genoplivning. Jeg synes ikke, at en grænse ved 60 år er relevant. Alle, som ønsker at fravælge genoplivning, burde have ret til det. Jeg kender flere, der har den holdning, og som er under 60 år. Der er ikke mange, der har lyst til at ende som grøntsag. Man er hverken til gavn for sig selv eller for samfundet, og det er kostbart at passe en invalid.

Det ser jo godt ud, at der er taget højde for alt, hvis man melder genoplivning fra på sundhed.dk. Hospitaler, læger, plejehjem og ambulancefolk bliver orienteret i alle tilfælde, men hvad med hjerteløberen eller en anden tilfældig forbipasserende? Han aner intet, så han vil gøre alt for at genoplive vedkommende, så vi har et stort hul i denne nye lov. Personligt overvejer jeg at få tatoveret teksten ”Ønsker ikke genoplivning”. Så er man da sikker.