Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Forbyd fyrværkeri, og overlad det til professionelle

Det er for farligt og på mange måder skadeligt selv at stå og fedte med fyrværkeriet til nytår. Vi bør overlade det til dem, der ved, hvad de har med at gøre.

Lukas LunøeCand.scient.pol., tidl. formand, Radikal Ungdom, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvert år ender nytårsfyrværkeriet med at sende børn og tilskuere på hospitalet, give hunde og katte angst, ødelægge aftenen for ptsd-ramte veteraner og svine i vores natur. Og byerne forvandles til et stort affaldsprojekt.

Så lad os forbyde privat brug af fyrværkeri. Nytårsaften handler om, at alle skal kunne have en fest, og det er simpelthen absurd, at vi tillader folk at affyre krudt og små bomber, mens de er så fulde, at de hverken må cykle eller køre bil. Det er på tide, at vi overlader fyrværkerishowet til andre.

Mit synspunkt mødes altid af de samme modargumenter:

Folk er selv ude om det, hvis de kommer til skade. Forkert: En tredjedel af dem, der kommer til skade nytårsaften, er uskyldige tilskuere, og en fjerdedel er børn under 15 år.

Mange tror, at det kun er det ulovlige fyrværkeri, der giver skader. Forkert: 90 pct. (!) af alle skader er fra lovligt fyrværkeri. I år har Sikkerhedsstyrelsen fundet, at næsten en tredjedel af testet fyrværkeri havde alvorlige fejl. Forestil jer, hvis en fjerdedel af alle ovne havde en fejl, der kunne give livsvarige skader.

De ovne var blevet forbudt på stedet.

Det tredje argument, jeg altid hører, er, at nu kan man ikke have det sjovt længere. Helt ærligt – er det virkelig sjovt, at ens nabo sidder indenfor og medicinerer sin hund eller kat i uger op til nytår?

Menneskets bedste venner kan slet ikke holde alle de kraftige brag og lysglimt ud. Jeg tror heller ikke, at det er en særligt sjov tradition for Danmarks veteraner, der har sat deres liv på spil for vores fred og sikkerhed, og som oplever, at nytårsfyrværkeriets uforudsigelighed trigger deres ptsd konstant.

Det må heller ikke være specielt sjovt for Danmarks smukke natur og miljø, der i forvejen er under pres, og som nu også skal håndtere at nedbryde rester af krudt og små bomber. Det vil klæde både min og ældre generationer at sætte andres behov før deres egne nytårsaften.

Det fjerde argument er, at mit forslag om, at professionelle skal stå for showet, vil betyde, at ingen små byer kan se fyrværkeri. Det forstår jeg godt, at man kan være nervøs for.

Men mit forslag er, at vi i de fire største danske byer lader kommunen arrangere et show af professionelle, og så kan enkeltpersoner ansøge om tilladelse til at stå for byens fyrværkerishow i de resterende danske byer.

Det er derfor en oplagt mulighed for ikke bare at være den på vejen med det vildeste fyrværkerishow – med mit forslag kan man være den i hele byen med det bedste fyrværkerishow. På den måde kan vi både tage hensyn til dem, der elsker fyrværkeri, og dem, der bare gerne vil have en tryg nytårsaften.

Jeg har nu skrevet og talt om det her problem i fem år, og det glæder mig at se, at flere og flere danskere er enige.

Mit indtryk er, at vi er mange, der er dybt imponeret over flotte, professionelt udførte fyrværkerishow. Dem skal vi på ingen måde forbyde. Men vi skal også sørge for, at alle kan komme godt ind i det nye år.

Godt nytår!