Grøn trepart skal inspirere Europa
Det tager nok en kop kaffe eller to, før vi lykkes med en CO2-afgift på europæisk plan, men det bør være vores erklærede mål.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er stolte af den danske grønne trepart. Med aftalen har vi opnået bred politisk enighed om en CO2-afgift på udledninger fra husdyr, men på en måde, som sikrer, at Danmark fortsat skal have et stærkt og konkurrencedygtigt landbrug. Det bør tjene til inspiration for resten af Europa. For vi har brug for løsninger på europæisk plan – og ikke kun i Danmark.
Vi er med på, at det nok tager en kop kaffe eller to, før vi lykkes med en CO2-afgift på europæisk plan, men det bør være vores erklærede mål, og den grønne trepart kan være ledestjernen for resten af EU.
Den grønne trepart modtog mange positive reaktioner i Danmark – fra Landbrug & Fødevarer til Danmarks Naturfredningsforening. Med aftalen er det nemlig lykkedes at fremtidssikre dansk landbrug og natur, hvor der fortsat er gode muligheder for udvikling af dansk landbrug og et konkurrencedygtigt fødevareerhverv med danske arbejdspladser i hele landet, samtidig med at vi kommer tættere på mål i forhold til vores klima- og miljøambitioner.
Men det er ikke kun i Danmark, at treparten modtager positive reaktioner. Vi oplever begge, at kollegaer og politikere fra andre lande i EU er imponerede over ”den danske løsningsmodel” på problemstillingen.
Tidligere på året kom 29 aktører på europæisk plan fra alt fra landbrugs- og miljø- til forbrugerorganisationer endda med fælles anbefalinger til landbrugspolitikken i EU. Her afvises klimakvoter ikke. Det er meget positivt, men det betyder ikke, at der er bred opbakning til en dansk afgiftsmodel over hele linjen.
Tværtimod. Der er fortsat stærke kræfter, som ønsker, at alt fortsætter, som det altid har været, og det bliver utroligt svært at overbevise dem om, at der skal tænkes nyt og innovativt.
Med den danske trepart kan vi ikke bare snakke om, vi kan faktisk vise, at det godt kan lade sig gøre. Vi har en stolt og vigtig landbrugssektor i Danmark, og med den grønne trepart sker den grønne omstilling på en måde, der ikke går ud over vores konkurrenceevne.
Den skulle tværtimod gerne styrke vores konkurrenceevne. Det er nemlig vigtigt, at den grønne omstilling ikke sker på en måde – som man nogle gange godt kunne tro, venstrefløjen ønsker sig – der kræver, at vi producerer mindre og vækster mindre.
Derfor fortæller vi glade og stolte vores kollegaer om dansk landbrug og den danske grønne trepart, og vi bruger den til at presse på for en fælles europæisk afgift og en klar incitamentsstruktur til grøn omstilling inden for den fælleseuropæiske landbrugspolitik.
Grænseoverskridende udfordringer kræver europæiske løsninger, og vi har brug for et effektivt, konkurrencedygtigt og klimavenligt landbrug i hele Europa.