Landdistrikterne bliver udsat for grøn kolonisering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som mangeårig landdistriktsforsker må jeg tage bladet fra munden og råbe op.

Debatten om og de konkrete forslag til vedvarende energiløsninger i klimatilpasningens navn har nemlig sat kikkerten for det blinde øje og ignoreret det forhold, at der er masser af folk på landet, som bliver kørt over.

Uden debat og med selvfølgelighed skal vi have de megastore sol- og vindanlæg, som ”kun” kan placeres i landdistrikter, hvis de skal være effektive og rentable. Det er nemt at gå ind for de løsninger, når man lever sit liv på god afstand af dem.

I forvejen gør de store industrilandbrug sig allerede gældende og er ikke altid populære, men sammen med de nye VE-anlæg og deres arealbehov vil betydelige dele af de danske landdistrikter blive til andet end det, vi normalt forbinder med ”landet”.

I udlandet ser de samme tendenser, hvor de stærke energiinteresser og central opinion sætter lokalsamfundene ud af spil. Det er f.eks. i Nordsverige, hvor der også etableres store anlæg uden hensyn til folk, der bor i områderne. Her som i flere andre lande kalder forskerne det for ”grøn kolonisering”, som i øvrigt var en fast vending i mange indlæg ved en konference for nylig med deltagere fra alle de nordiske lande og enkelte andre som et udtryk for sagens alvor.

Der er ganske vist etableret enkelte puljer som kompensation møntet på dem, der vil samarbejde. Men hvad betyder de i det store billede med værditab på mange måder, f.eks. huspriser og forringede naturoplevelser.

I Sverige argumenterer fortalerne bl.a. med, at der er god plads og ikke sker noget i forvejen (fordi man ikke ser på det). I Danmark er der mindre plads og mange flere, som bor i landdistrikterne, men som også virker usynlige for de centrale beslutningstagere. Tælles landsbyer på op til 1.000 indbyggere med, bebos landdistrikterne af ca. 30 pct. af den danske befolkning, og skønsmæssigt bor halvdelen af dem tæt på eller vil jævnligt færdes i nærheden af de mange påtænkte anlæg. Hertil kommer så alle os, der ønsker levende lokalsamfund og et varieret grønt natur- og kulturlandskab.

Nogle argumenterer for, at udbygningsplanerne vil skabe nye arbejdspladser og økonomi til fordel for folk på landet. Men mangler der ikke arbejdskraft i stedet i forvejen? Og mon ikke det er store konsortier med specialiserede teams udefra, der skal forestå anlæg og drift ligesom i alle de mange andre store anlægsopgaver?

Kommunerne har ordre fra oven om, at de skal finde arealer til de nye anlæg, og er i gang med at udpege mulige steder, hvor de i større eller mindre grad hører borgerne. Enkelte landsbysamfund har protesteret højlydt, for de vil ikke have de nye anlæg i deres baghave. Nogle er indstillet på at få det bedste ud af situationen og blevet mere lydhøre, bl.a. som følge af udsigten til puljemidler.

Men de fleste synes tavse og er sikkert afmægtige og bange for at stille sig op. Fælles for dem alle er, at de står ret alene, f.eks. også når de store investorer finder vej til jordejeres døre for at købe land op.

For år tilbage rejste en organiseret landsbybevægelse sig, fordi man ville være synlige og have større indflydelse på og mulighed for at skabe og sikre lokal udvikling. Et par landsdækkende interesseorganisationer arbejder med landdistriktsforhold i dag, men ikke med et fokuseret udgangspunkt i landsbysamfundene, og de består i øvrigt af partsinteresser, der næppe heller vil orientere sig sådan. Det er langtfra heller det, som et af partierne på højrefløjen nu fører sig frem på, for det handler alene om landbrugsinteresser og dets frihed.

Tiden er vist inde til, at en landsbybevægelse må rejse sig igen med endnu større gennemslagskraft end den tidligere, for tiderne har ændret sig, og kampen er blevet vanskeligere.