Små samfund kan skabe stor velfærd. En anden slags velfærd – bare se på Endelave

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Endelave, en 13 kvadratkilometer stor ø i det sydlige Kattegat med blot 150 beboere i 2024, giver os et værdifuldt indblik i, hvordan civilsamfundet kan tage ansvar for velfærden, når det offentlige system er begrænset.

Endelave er et mikrokosmos, hvor det offentlige velfærdssystem ikke kan nå alle hjørner af samfundet. Øens isolerede placering og begrænsede befolkning betyder, at mange af de velfærdsydelser, vi tager for givet på fastlandet, ikke kan tilpasses på samme måde. Øens beboere er derfor afhængige af hinanden for at få hverdagen til at fungere. Det er et samfund, hvor hjælpen ikke kun kommer fra offentlige instanser, men fra fællesskabet selv. Her fungerer frivillige bl.a. som brandfolk og ambulanceførere, og naboer påtager et medansvar for ældrepleje og vedligeholdelse af diverse lokale faciliteter.

Denne model afspejler, hvordan velfærd kan leves gennem fællesskab og gensidig ansvarsfølelse. Når færgen kun sejler et par gange om dagen, og ressourcerne er knappe, bliver civilsamfundet ikke bare et supplement, men en nødvendighed. På Endelave er civilsamfundet ikke et alternativ til den offentlige velfærd, men det er blevet dens fundament. Det er et klart billede på, hvordan lokale initiativer kan skabe løsninger tættere på borgerne, der er skræddersyet til deres egne behov og sociale bånd.

Men selvom Endelave giver et inspirerende billede af, hvordan et samfund kan fungere med begrænsede ressourcer, bør vi selvfølgelig være varsomme med at overføre denne model til større samfund og national politik. Der er mange faktorer, som gør civilsamfundets rolle mere kompleks, når vi skruer op for skalaen.

Endelave fungerer, fordi det er et lille og tæt samfund, hvor mennesker kender hinanden og naturligt hjælper hinanden. I større samfund med flere udfordringer – både geografisk og socialt – kan det være sværere at opbygge de samme bånd og strukturer, der gør civilsamfundet til et effektivt alternativ. Det betyder, at vi ikke uden videre kan forvente, at civilsamfundet alene skal løse de udfordringer, som velfærdssystemet står over for i større samfund.

I den offentlige debat har der allerede været en øget opmærksomhed på, hvordan civilsamfundet kan spille en større rolle i fremtidens velfærdssystem. I 2023 blev f.eks. rapporten ”Velfærd, der holder” udgivet af Velfærdsrådet, Dansk Erhverv, som diskuterede, hvordan frivillige kræfter og civilsamfundet kunne aflaste det offentlige system i lyset af de økonomiske udfordringer, vi står over for.

Rapporten fremhæver især, hvordan lokale fællesskaber i mindre samfund kan finde løsninger, der er mere tilpassede de konkrete behov i området, og dermed bidrage til at holde velfærdssystemet bæredygtigt. Dette er i tråd med, hvad vi ser på Endelave, hvor civilsamfundet allerede spiller en central rolle i opretholdelsen af velfærd.

Desuden understøtter den politiske diskussion om velfærdens fremtid også civilsamfundets rolle. I den seneste økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne blev der sat fokus på, hvordan frivillige og lokale foreninger kan hjælpe med at sikre pleje og støtte til ældre borgere i områder, hvor ressourcerne er begrænsede.

Det afspejler den voksende forståelse af, at frivillighed ikke kun er et supplement, men kan blive en nøglefaktor i et bæredygtigt velfærdssystem – især i landdistrikter og på småøer som Endelave. Et stærkt civilsamfund kan således fungere som et bindeled mellem de offentlige velfærdsydelser og de lokale behov, hvilket hjælper med at udfylde de huller, som det offentlige system ikke kan nå.

Derfor skal vi finde en balance mellem det offentlige ansvar og civilsamfundets rolle. Endelaves model er ikke en universel løsning, men en påmindelse om, at velfærd ikke kun er et spørgsmål om penge og politik, men også om de relationer, der binder os sammen som samfund. Det er derfor vigtigt, at civilsamfundet ikke erstatter det offentlige ansvar, men supplerer det, så vi undgår, at de mest sårbare falder igennem. Hvis vi skal skabe et velfærdssystem, der er både bæredygtigt og retfærdigt, kræver det en klar politisk vision, der understøtter civilsamfundets rolle, samtidig med at vi sikrer, at ingen bliver udeladt.

Erfaringerne fra Endelave kan give os vigtig indsigt i, hvordan vi kan opbygge et mere fleksibelt og bæredygtigt velfærdssystem, men de skal ikke bruges til at retfærdiggøre en nedskæring af de offentlige velfærdsydelser. Hvis vi skal tage ved lære af Endelave, skal vi gøre det på en måde, der sikrer, at velfærdssystemet fortsat er universelt og tilgængeligt for alle – uanset geografisk placering eller økonomiske forhold.

Som vi ser på Endelave, kan vi lære, hvordan nærdemokrati og fællesskab kan udgøre bæredygtige fundamenter for velfærd. Det er i små samfund, vi kan finde løsninger, der kan inspirere større nationale initiativer. Civilsamfundet kan spille en vigtig rolle i fremtidens velfærd, men det er afgørende, at vi finder en model, hvor det ikke bliver et alternativ til, men en integreret del af den offentlige velfærd.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at styrke samarbejdet mellem det offentlige og civilsamfundet, så vi sikrer en bæredygtig fremtid for velfærdssystemet. En fremtid, hvor civilsamfundet og det offentlige arbejder sammen om at skabe løsninger, der er både effektive og retfærdige.

Men hvordan skal vi egentlig bruge erfaringerne fra små samfund som Endelave til at forme et velfærdssystem, der både er bæredygtigt og retfærdigt? Kan civilsamfundet virkelig bære en større byrde i fremtidens velfærd, eller risikerer vi at forlade de mest udsatte, hvis vi sætter for stor lid til frivillige kræfter? Hvordan kan vi finde den rette balance mellem offentligt ansvar og civilsamfundets rolle, uden det bliver en løsning, der kun fungerer for de privilegerede?

Er vi parate til at acceptere, at civilsamfundet ikke blot kan supplere, men måske skal spille en langt større rolle i fremtidens velfærd? Eller risikerer vi at miste den fundamentale retfærdighed i et system, hvor ikke alle har lige adgang til ressourcerne? Spørgsmålene er mange – men er vi klar til at finde de svar, der kan sikre et velfærdssystem, der rummer alle?

Det er min pointe, at det kan være værd at søge svar på de store spørgsmål i de små samfund. For måske ligger der løsninger på de store velfærdsdilemmaer gemt i de små lokale praksisser, hvor fællesskab og ansvarsfølelse er tættere forbundet med de individuelle livsforhold. Det er i de små samfund, at vi kan finde inspiration og se eksempler på, hvordan menneskelige relationer og sociale netværk kan være med til at løse problemer, der virker uoverskuelige i stor skala.