Et moderne Danmark kræver en demokratisk stat. Derfor skal kongehuset lukkes, og folkekirken løses fra staten
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den danske stat skal være uafhængig af udemokratiske kransekagefigurer og tvangsreligion.
Det er de demokratiske værdier, vi skal videregive til fremtidens generationer; det skylder vi alle dem, der i århundreder har kæmpet for, at vi er privilegerede nok til at leve i et demokrati.
I bedste H.C. Andersen-stil beskriver Konservativ Ungdom, hvordan kongehuset er en samlende institution, hvor monarkiet fremstår som en idyllisk utopi, mere end »selve hjertet af Danmark«. Man må forstå på de nationalkonservative, at monarkens upolitiske dagsorden er kongehusets styrke.
Men uanset hvor samlende en figur monarken måtte være, ændrer det ikke på, at han eller hun er statsoverhoved i Danmark – en position, der ikke er baseret på folkets valg, men på arv.
At påstå, at en demokratisk valgt præsident aldrig ville kunne opnå samme autoritet og respekt som en monark, virker underligt, når langt de fleste vestlige demokratier har afskaffet kongehuset og stadig trives. Det undervurderer andre landes legitimitet at påstå, at vores upolitiske leder er bedre end folkevalgte præsidenter.
Når Konservativ Ungdom fremfører, at adskillelsen af kirke og stat vil føre til tabet af en »national sjæl«, er det vigtigt at huske, at denne ”sjæl” ikke kan ejes eller defineres af én enkelt religiøs institution.
Adskillelsen af kirke og stat er en naturlig konsekvens af den demokratiske grundværdi om lighed for loven. En stat, der favoriserer én religion, sender et signal om, at nogle borgere er mere danske end andre – noget, der er i direkte modstrid med idéen om et inkluderende fællesskab.
Religion har historisk spillet en stor rolle i det danske samfund, men i et multireligiøst og moderne samfund udvaskes kristendommens særstatus. Derfor bør vi adskille kirke og stat.
At fastholde en officiel statskirke underminerer idéen om, at alle religioner – og ikke-religiøse overbevisninger – skal behandles ligeværdigt i vores demokrati.
En neutral stat skaber plads til, at alle borgere kan føle sig inkluderet, uanset deres tro eller baggrund. Det er ikke et angreb på kristendommen, men en nødvendighed for at sikre, at Danmark også i fremtiden er et samfund, der bygger på frihed, lighed og retfærdighed.
I deres forsøg på at fremstå som fædrelandets kærlige beskyttere glemmer de konservative, at fædrelandet skal rumme alle. Hvis det danske fællesskab virkelig kun kan eksistere på grund af en monark, understreger det blot, hvor skrøbeligt det fællesskab i så fald er.
Jeg må derfor anfægte Marc Johansens paradoks mellem fællesskab og individualisme. Det danske fællesskab skal nemlig kunne rumme alle, der vil være en del af det danske samfund, uanset deres religion eller baggrund. Hvis det danske fællesskab kun er afhængigt af monarken, beviser det, hvor udemokratisk institutionen er, og hvor skrøbeligt et fundament fællesskabsfølelsen dermed hviler på.
Liberal Alliances Ungdom ønsker et Danmark, hvor demokratiet står stærkt, og hvor alle borgere har lige muligheder og lige rettigheder – uanset hvilken tro de bekender sig til, eller hvilken familie de er født ind i.
Vi ønsker at efterlade et samfund til fremtidige generationer, hvor monarkiet er afløst af en demokratisk valgt leder, og hvor religionsfrihed også betyder en stat, der er fri for religion.