De danske borgerlige skal turde lade sig inspirere af Trump
Danmark har i den grad brug for et ægte, grundborgerligt og højreorienteret parti. Men borgerlige politikere er nogle tøsedrenge, der ikke tør bryde med den socialdemokratiske omklamring.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket over Donald Trumps sejr, da han har været oppe imod næsten et årtis dæmonisering og karaktermord fra nærmest samtlige amerikanske og vestlige medier i samarbejde med den politiske elite, uddannelsessektoren, kommentatorer m.fl.
I Danmark har der desværre kun været én partiformand, som op til det amerikanske valg åbent har forsvaret og udtrykt støtte til Trump.
Har du fulgt med i mediebilledet, så ved du, at hvis jeg kunne, ville jeg have stemt republikansk til det amerikanske præsidentvalg.
Andre partiledere og politikere, selv på den såkaldte danske højrefløj, har enten omfavnet Harris eller ikke turdet melde ud, hvem de støtter.
De vælger hellere – som de gode systempolitikere, de er – at være på den sikre side og tør ikke tage risikoer, der potentielt kan skade dem selv og deres muligheder for at blive valgt eller genvalgt. På trods af at et borgerligt og højreorienteret parti i Danmark burde støtte Det Republikanske Parti i USA.
Og det er i en nøddeskal problemet med især det borgerlige Danmark: Frygten for medierne, kommentatorerne, vælgerne, ens egen karriere og frygten for ikke at blive valgt er større end lysten og modet til at gøre det rigtige og det nødvendige. Også derfor er der fortsat brug for Nye Borgerlige i dansk politik. Alt det andet er – hvis man skærer retorikken fra – en ligegyldig grød inde på den danske politiske midte.
Nu er det på tide, at Christiansborg-partierne og Danmark dropper skræmmebilledet af USA, Republikanerne og Donald Trump. Det er også i dansk interesse. Trumps sejr ligger i forlængelse af en række flotte resultater til højrefløjen i flere europæiske lande, men vi mangler desværre en dansk højrefløjsbølge.
Det kræver en ny dansk højrefløj og en borgerlig national retning, som ikke ligger under for mediernes, midtens og venstrefløjens fortælling – en anti-woke højrefløj, om man vil. Det skal være retningen for det borgerlige Danmark, ligesom det har været retningen i en række andre lande. Men danske systempolitikere mangler modet.
Er alt så bare godt med Donald Trump? Nej, det er det ikke. Der kan godt komme mindre frihandel, men det klarer vi og overlever, ligesom vi gjorde, sidste gang Donald Trump var præsident.
Dybest set tror jeg mest af alt, at partierne frygter alt det, der ikke lugter af status quo, og så er magtpartierne og det gamle højre ikke meget for bevægelser, som er ægte systemkritiske i handling og ikke kun i ord og retorik. Christiansborg-partierne og mainstreammedierne har tegnet et unuanceret skræmmebillede af Republikanerne og deres præsidentkandidat, og det bør stoppe, for det er tid til at styrke båndene mellem Danmark og USA. Jeg frygter, at dæmoniseringen af Trump ender med at skade danskerne, danske virksomheder og danske interesser.
Trump er langtfra perfekt, men folk ser spøgelser, når de tror, at han vil smadre nærmest al frihandel, nedbryde Nato og ødelægge Vestens lederskab i verden. Senest Trump var præsident, fungerede Nato ganske fint, og faktisk begyndte flere lande at forstå, at de skulle bidrage med mere. Vestens lederskab vil efter min opfattelse samlet set blive styrket, fordi mange lande og kulturer respekterer og frygter hans hårde ledelsesstil. Og de europæiske lande bliver simpelthen nødt til at tage et større ansvar på sig – også Danmark!
Vi i Vesten er blevet for vage og bløde, og her er der hårdt brug for en opstramning, ellers ender Vesten med at blive kørt over af resten af verden. Det vil også skade Danmark.
Det er sigende og afslørende, at ingen såkaldte borgerlige, konservative eller højrefløjspolitikere på Christiansborg tør stå ved, at Republikanerne og Donald Trump er det bedste valg for Vesten. Danmark har også brug for en politisk og folkelig bevægelse, der fokuserer på traditionelle konservative værdier, er frihedsorienteret, vil passe på grænserne, er systemkritisk, vil have mindre stat, mindre skat, mindre regulering, færre regler, et opgør med klimahysteriet, ligestillingsfundamentalismen og et stort nej tak til den ekstreme dyrkelse af LGBTQ+-ideologien.
Jeg ved, at der i andre partier er medlemmer, vælgere og politikere, som er glade for, at Republikanerne har vundet. Men de har ikke turdet sige det åbent og stå ved det, fordi de har valgt at underlægge sig mainstreammedierne, systempolitikerne, det gamle højres trang til at være stuerene, de politisk korrekte, De Radikales og Moderaternes verdensbillede og ikke mindst Socialdemokratiets uindskrænkede magt over Danmark.
Jeg skriver uindskrænket magt, fordi alle partier – selv de borgerlige – i en eller anden udstrækning er socialdemokratiske. Derfor har vi opbygget en velfærdsstat, som umyndiggør danskerne, favoriserer de etablerede politikere og tager ansvaret og friheden fra borgerne.