Kvinder er havnet i en vanvittig ideologis favn: Hurra for stærke mænd, sagde eksfeministen
Signe Uldbjerg har tabt sutten i sin klumme i JP, hvor hun bekymrer sig om, hvorvidt hendes kommende søn bliver maskulin på den »rigtige« måde.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg var ved at falde ned af kontorstolen, da en JP-artikel dukkede op i min indbakke under den sigende overskrift: ”Jeg venter barn, sandsynligvis en dreng. Hvordan undgår jeg, at han bliver maskulin på den problematiske måde?”
Rubrikken blev fulgt op af denne manchet:
»Vi lærer stadig drenge, at de skal tjene penge og opbygge et materielt rigt og sikkert hjem for at være ”rigtige” og succesfulde mænd. Samtidig lærer vi piger, at deres vigtigste opgave er omsorg og nærvær. Det må stoppe nu.«
Skal jeg le eller græde ved at konstatere, hvor helt fremragende mainstreampressen bidrager til at indoktrinere såvel kvinder som mænd i dette land? Og i alle vestlige lande i øvrigt.
Kvinder, kan vi konstatere, er de mest modtagelige for propagandaen, og forfatteren til kommentaren, Signe Uldbjerg, er et strålende repræsentativt eksempel på, hvordan en del (mange?) kvinder er gået fra snøvsen som resultat af den daglige hjernevask.
På engelsk hedder det social engineering, og om den er lykkedes, er let at afgøre. At sætte spørgsmålstegn ved, om der som hovedtendens er stor forskel på de to biologiske køn, viser, at man er i ideologiernes vold frem for styret af erfaringer og sund fornuft. Både drenge og piger er født med deres køn – det første, jordemoderen konstaterer – og at negligere den forskel er dybt ødelæggende for især drenge. I disse år bliver de udsat for vold-feminisering.
Signe Uldbjerg har med sine formuleringer tydeligvis tabt sutten. Hun har helt og aldeles købt fortællingen om, at forskelle på de to køn kan forklares med opdragelse og kultur.
Beklager.
At Jyllands-Posten giver plads til denne drengefjendske kommentar, er næppe tilfældigt. I hvert fald er det den social engineering, de globalistiske ”eliter”arbejder systematisk på. Jf. f.eks. Daniel Sachs’ tale på et nyligt topmøde.
Skulle Signe Uldbjerg få en dreng, er det mit håb, at barnets far fra første færd vil gå i gang med at afprogrammere barnets mor og både i handling og ord udvise de attraktive maskuline egenskaber, jeg igen og igen møder hos de fleste mænd. Skulle han være i bekneb for rollemodeller, så aflæg besøg på den amerikanske manosphere. Så han selv kan blive en god rollemodel for sin søn.
Heureka-hurra for stærke mænd, der ser det som deres opgave (i krisesituationer) at beskytte deres kvinder og børn. Sagde eksfeministen og mor til to voksne sønner.