Israel er omringet af fjender. Også vestlige
Israels fjender er ikke alene islamistiske terrororganisationer og stater, men også vestlige venstreorienterede politikere og ngo'er, der unuanceret og ensidigt nedgør Israel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når jeg læser nylige indlæg fra Torben Lund, Peter Hansen, Mogens Lykketoft og Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke, undres jeg. De retter en kanonade af beskyldninger mod Israel, men vælger at overse betydningen af terrorangrebet den 7. oktober sidste år.
Her overfaldt Hamas en dansefestival og kibbutzer. 1.200 blev dræbt, kvinder og piger voldtaget, børn og ældre summarisk henrettet og 220 bortført som gidsler. På et splitsekund erkendte Israel sin sårbarhed trods åbenbar militær overlegenhed.
Hamas fik ved sin terroraktion stoppet alle fredsinitiativer. Samtidig blev angrebene fra Libanon, den iranske revolutionsgarde og shia-militser i Irak og Syrien og fra houthierne i Yemen forstærket, alle styret militært og økonomisk af det islamofascistiske styre i Iran. Israel angribes militært fra fire sider!
Hvordan forestiller diverse venstreorienterede politikere og ngo’er sig fred og en tostatsløsning i Mellemøsten, når Israel er stillet med ryggen mod muren af terrororganisationer, der kræver Israel slettet fra landkortet?
Hvorfor angriber de konsekvent Israel for at være årsagen til konflikten, når det faktisk er Israel, der blev angrebet?
Så jeg efterlyser mindre ensidighed og flere nuancer i debatten.