Man kan ikke dømme en dement for dødsvold

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I tirsdags blev en 74-årig dement mand dømt for dødsvold mod en 97-årig kvinde. Dommen var en skånselsløs tidsubestemt anbringelse bag lås og slå i en psykiatrisk afdeling. Pågældende troede i sin sindsforvirrede tilstand, at offeret var trængt ind i hans hjem, og derfor forsøgte han at fjerne hende ved at skubbe hende ud med fatale følger.

En tragedie for alle parter i sagen, hvis lige er svært at finde. Og endnu sværere at forstå, at en dement persons adfærd nu også er blevet til en kriminel handling.

Jeg er dybt berørt, da det for mig er et voldsomt tilbageslag for forståelsen af denne forfærdelig sygdom, der i forvejen for de pårørende er en stor belastning med konsekvenser for deres egen livskvalitet og helbred, og som nu også skal leve med, at deres kæreste er kriminel.

Det kunne have været min hustru, som i syv år var dement, og som jeg passede og plejede, indtil hun døde i vores hjem med mig i hånden. Jeg har oplevet den forfærdelige deroute, hvor alle hendes mentale og fysiske færdigheder blev påvirket, så hun var ude af stand til at klare sig selv. Til tider anede hun ikke, hvor hun befandt sig og søgte ofte ”hjem” - hvor det så end var. Jeg har oplevet hendes angst for det fremmede - ja, selv overfor mig, som hun ikke altid kunne genkende. Det har medført vold imod mig. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at hun ikke ville mig noget ondt, men var styret af kræfter, som vi stadig ikke ved ret meget om. Hun ville aldrig i en normal tilstand kunne finde på at slå mig, og slet ikke samtidig med, at hun - virkelig, virkelig - smerteligt - råbte: Jeg hader dig!

Rent objektivt kunne hun straffes for vold, men det kræver dog, at hun subjektivt havde til hensigt at skade mig, hvilket ikke var tilfældet, og med mit 41 års virke som lov og ordenshåndhæver havde jeg aldrig drømt om, at det som i sagen her ville komme så vidt, at en dements handlinger blev kriminaliserede, da også utilregnelighed i gerningsøjeblikket betinger straffrihed ifølge straffelovens paragraf 16.

Det er nu desværre en ubarmhjertig realitet. Jeg håber på, at sagen ankes, for ellers vil risikoen for, at de forfærdelige byrder for næsten 80.000 demensramte og deres pårørende blive yderligere forværret.