Propalæstinensiske aktivister har ret i én ting: Det er tid til handling. Nemlig til at stoppe dem
Nu må der skrides ind over for aktivisters antidemokratiske handlinger, senest med hærværket mod Roskilde Universitet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har været vidne til den mest skammelige handling på Roskilde Universitet, hvor propalæstinensiske aktivister har begået hærværk og udtrykt sig på en måde, der ikke blot er uacceptabel og farlig, men også dybt antidemokratisk.
De har skrevet både diskriminerende og truende beskeder på universitetets mure, hvor de kalder medarbejdere for »fucking cowards« og beskylder dem for at støtte folkemord.
Det er chokerende at se så voldsomme anklager og trusler blive fremført af mennesker, der tilsyneladende støtter et terrorregime og deres gerninger.
Aktivisterne går sågar skridtet længere og kalder den israelske regering for fascister, der fanger palæstinensere i koncentrationslejre, samtidig med at de støtter en revolutionær jødeudryddelse. Det sammenholdt med beskeder som »zionism is a death cult«, »dialogue is for fascists – act now« og »zionists should be scared« er ikke blot ekstremt skadeligt for den konstruktive dialog, som universitetet ellers bør fremme.
Det er også udtryk for det mest morbide forsøg på at skræmme specifikke studerende væk fra universitetet og det grimmeste signal, man kan sende til vores jødiske medborgere og deres demokratisk valgte regering i Israel.
Konservative Studerende fordømmer på det kraftigste disse antidemokratiske metoder samt de trusler, som uskyldige mennesker er blevet mødt med.
Hvis man ønsker debat, så skal det foregå på saglig, oplyst og demokratisk grundlag, hvilket eksempelvis er muligt ved at stille op som kandidat til de kommende universitetsvalg på landets universiteter.
I Konservative Studerende har vi gjort vores holdning klar: Truende og usikkerhedsskabende studerende skal sanktioneres, Israel skal godkendes i Erasmus+, og så skal universiteterne miste deres offentlige funding, såfremt de direkte eller indirekte er med til at fastholde en boykot af jødiske studerende og ansatte.
Det er uacceptabelt, at sådanne metoder, der har til formål at boykotte jødiske studerende, får lov til at finde sted. I stedet skal vi sikre, at jøder lettere kan blive indskrevet på europæiske uddannelsesinstitutioner, hvor de skal kunne uddanne sig i fred og fordragelighed.
Det må under ingen omstændigheder være sådan i Danmark, at nogen skal føle sig truet eller ekskluderet på grund af deres baggrund eller tro.
Roskilde Universitet har en pligt til at beskytte sine studerende og undervisere mod denne form for hadefuld adfærd, og det glæder jeg mig til at se, hvordan de vil sikre fremover.
For når antidemokratiske aktivister opfordrer til mord og skræk, er det netop tid til handling. Lad os stå sammen mod hadet og for demokratiske værdier.