Hvorfor er det, du ikke vil lytte til kritik fra fagfolk, Peter Kramer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Historie er for alle – det er der ingen tvivl om. Historier bliver overleveret fra mund til mund, skrevet ned og udgør grundlaget for vores kultur og samfund.

Nogle af de bedste historiefortællere er ikke nødvendigvis uddannede historikere. Hvis en soldat vil fortælle om sin tid i krig, eller en sømand vil dele sine oplevelser på verdenshavene, kan en uddannet historiker ikke nødvendigvis måle sig med dem. Folk kan også være så engagerede i et emne, at de har læst alt om det og ved mere end en gennemsnitlig historiker.

Men hvad skal vi så med historikere, kunne man spørge, når historie er for alle? Er det virkelig nødvendigt med en lang uddannelse, når enhver i princippet kan skrive historiebøger, lave podcasts eller oprette en historisk blog?

Ja, historiefaget er vigtigt. Som historiker lærer man at bruge faglige redskaber og udvikler kompetencer til at vurdere kilder og skelne mellem det, vi ved, og det, vi ikke kan fastslå med sikkerhed.

Når alle kan have en mening om, hvad der skete, kan fem personer have hver deres version af en begivenhed. Her spiller historikeren en vigtig rolle i at undersøge og præcisere, hvad der reelt skete.

Man lærer at bruge historisk metode, kildekritik og andre redskaber, når man skal skrive om en begivenhed.

Det kan derfor undre en historiestuderende, at forfatteren Peter Kramer, når han i sin bog ”Ridser i lakken” fremsætter påstanden om, at kong Christian X skulle have sympati for Hitler og Nazityskland, ikke tager imod kritik fra fagfolk.

Peter Kramer har selvfølgelig ret til at skrive, hvad han vil. Men det undrer, at han afviser kritik fra erfarne historikere, som har beskæftiget sig med det samme emne.

Når Kramer får at vide, at hans arbejde med kilderne ikke har været grundigt nok, og når bogens konklusion er så vidtrækkende, så er det klart, at vi som studerende føler os nødsaget til at forsvare vores fag.

Debatten handler ikke om kongehusets rolle før og under Besættelsen, men om kildekritik, historisk metode og faglighed. Som studerende kan jeg blive bekymret for, om mit fag er under pres, når vores faglighed ikke respekteres inden for historieskrivningen.

Ligesom jeg har stor respekt for journalistfaget, håber jeg, at journalister også har respekt for historiefaget.

Ellers risikerer vi en situation, hvor vi ikke kan blive enige om, hvordan historierne i vores samfund skal formidles.