Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Derfor blev han minister: Jeppe Bruus kan tale folk i søvn

Han er den perfekte minister for den grønne trepart. Jeppe Bruus kan tale Solen sort.

Brian BangFuldmægtig, Odder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På Folkemødet på Bornholm i sommer spurgte journalist Søren Lippert miljøminister Magnus Heunicke, om det ville være lettere for ham at forhandle en trepartsaftale uden Venstre i SVM-regeringen.

Det var et spørgsmål, der gjorde ondt på Magnus Heunicke, i hvert fald måtte Søren Lippert stille det samme spørgsmål tre gange uden at få svar, mens Magnus Heunicke med flakkende øjne talte udenom.

Mette Frederiksen har nok set interviewet og skarpsindigt udskilt treparten fra Miljøministeriet til et nyoprettet ministerium for at beskytte Magnus Heunicke.

For er der en ting, Jeppe Bruus mestrer, så er det monotont at tale ”proces”, så selv P1-journalister falder i søvn.

Det viste han til ug, da han som forhenværende skatteminister ønskede at beskytte unge mennesker imod spillereklamer, men lige skulle undersøge dette og hint, inden han kunne handle.

Kan nogen sætte politisk handling i stå, uden nogen opdager, at det er et spil for galleriet, er det Jeppe Bruus.

Realiteten er nemlig, at vi aldrig kommer i mål med beskyttelse af havmiljø og drikkevand uden politisk stillingtagen til implementering af ekspropriationsret ved lov for at beskytte natur og mennesker.

Folkevalgte politikere har ingen problemer med ekspropriation i forbindelse med etableringen af den kommende Hærvejsmotorvej, der vil spolere noget af den smukkeste natur i Danmark.

Da man i sin tid skulle optage den ikoniske scene i Morten Korchs film ”Vagabonderne på Bakkegaarden”, hvor Poul Reichhardt synger ”Er du dus med himlens fugle?”, insisterede instruktøren på, at scenen skulle optages det smukkeste sted. Filmoptagelserne blev derfor flyttet mere end 250 km fra Sjælland til Ejstrupholm-området i Midtjylland.

At Hærvejsmotorvejen ikke kom til at pløje igennem dette område, må nok tilskrives den jyske trafikmafias ønske om, at linjeføringen skulle slå et svaj forbi Herning.

Når man eksproprierer landbrugsjord for at bygge motorveje, oplever landmændene forøget støj og visuelle gener til følge. Hvis man eksproprierer for at plante skov, får man fuglekvidder som gave.

I Danmark bør det repræsentative demokrati lovgive om ekspropriationsret for at beskytte natur og mennesker.

Og magter de folkevalgte ikke den opgave, må det overlades til direkte demokrati, så vi kan få en folkeafstemning og dermed lade folket bestemme om implementering af ekspropriationsret ved lov skal sikre drikkevand og havmiljø.