Amerikanerne hader politisk mudderkastning. Alligevel er der mere af den end nogensinde. Og værre end nogensinde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Ville du have gjort noget anderledes end Joe Biden?« spørger intervieweren Kamala Harris i et klip, der åbner en af de mange tv-reklamer, som florerer i disse i dage.

»Ikke en eneste ting, som jeg kan komme tanke om,« lyder svaret fra Harris, inden en dyb mandsstemme taler ind over reklamen og fortæller, hvordan »Kamala Harris’ radikale agenda har kostet amerikanske liv«.

Det hele fortælles, som var der tale om traileren til en ny actionfilm med underliggende billeder af først grænsen til Mexico og dernæst af nogle af dem, der har være ofre for forbrydelser begået af ulovlige immigranter.

Det er uhyggeligt. En bevidst manipulation af virkelighed. Og forbandet effektivt.

Vi er gået ind i slutfasen af valgkampen – og dermed mudderkastningen og de beskidte reklamer. Og bor man som mig i en svingstat, bombarderes man med disse reklamer. Negative reklamer, der sviner ens politiske modstander til, har altid været en del af amerikansk politik. Men siden en kontroversiel højesteretsdom i 2010 er de ligesom de penge, der bruges på politiske reklamer, eksploderet.

Det skyldes, at højesteretsdommen gav organisationer og politiske donorer yderligere magt ved at fjerne restriktionerne på det beløb, man må donere til politiske kampagner. Resultatet var en række såkaldte Super Pacs, der kaster penge ind i valgkampen og agiterer på vegne af en kandidat eller sag, men uden at agere på disses vegne.

Det betyder, at mange af de politiske reklamer, som man udsættes for, faktisk ikke er lavet af kandidaternes kampagner, men af disse Super Pacs, der nærmest lovløst kan agere i det politisk rum med reklamer, der er så kontroversielle og ind imellem uden at have ret meget med virkeligheden at gøre, at man ikke tror sine egne øjne.

Og ja, både Demokraterne og Republikanerne har Super Pacs, selv om Republikanerne tidligere har haft en mindre fordel netop her.

Spørger man amerikanerne, er det meget få, der bryder sig om de negative reklamer. Igen og igen hører man folk, der siger, at de ville ønske, at der ikke var så meget mudderkastning, og at kandidaterne dog i stedet ville sige, hvad de stod for, i stedet for at svine modstanderen til. Men alligevel dominerer de her i slutfasen af valgkampen, og det skyldes én eneste ting: at de virker.

I år – og når man som mig bor i en svingstat – synes antallet af negative reklamer dog at have nået nye højder. Det er så godt som umuligt at se en video på nettet, tænde for tv’et eller høre radio uden at blive mødt af en af disse reklamer. Det er overalt. Og de er værre, mere ondsindede og faktuelt tvivlsomme, end jeg nogensinde før har oplevet.

I netop denne disciplin er Trump-kampagnen og de Super Pacs, der støtter ham, mestre. Deres reklamer går ikke blot til grænsen. De går ofte over den. Og hvor Harris-kampagnen stadig også forsøger sig med enkelte positive reklamer, er Trump-kampagnen her i Wisconsin helt gået over til de negative reklamer.

Og det er lige her, tror jeg, at vi skal finde en væsentlig grund til, at Kamala Harris er gået en smule tilbage i meningsmålingerne i svingstaterne i de seneste to uger. For når man bombarderes med disse reklamer, begynder man lige så stille at tro, at der måske er noget om snakken, og at Harris faktisk har gjort det, som reklamerne hævder.

Sidder man som journalist i Washington D.C. eller New York eller selv, hvis man blot kortvarigt er på besøg i en svingstat, oplever man ikke, hvor ekstremt det er med disse reklamer. For det er kun her, de vises. Og så tror man, at skiftet i meningsmålingerne handler om alt muligt andet.

Men nej. Det handler simpelthen om, at Trump-kampagnen er langt bedre til at fremstille Kamala Harris i et negativt lys. Og selv om nogle af de vælgere, der kunne have tænkt sig at stemme på Kamala Harris, ikke nødvendigvis stemmer på Trump, håber Trump-kampagnen, at de bliver så trætte af det hele, at de bliver hjemme på valgdagen.

De seneste dage har Harris-kampagnen for alvor fået øjnene op for, at de lige nu med stor sandsynlighed står til at tabe. Derfor er de i slutspurten gået all in i at minde vælgerne om, hvor frygtelig en præsident Trump faktisk var. Væk er parolerne om glæde og håb. Nu handler det om, hvor tæt Trump var på at lykkes med at omstyrte det amerikanske demokrati.

Og om den strategi vil lykkes, vil vi først finde ud af den 5. november. Eller mere sandsynligt: i dagene og ugerne derefter.