Fhv. forsvarschef: Godt, vi ikke skal i krig lige med det samme. Danmark ligger nøgent hen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Midt i den kritiske fase med genopbygning af Forsvaret i en meget alvorlig sikkerhedspolitisk virkelighed oplever vi den særdeles spændende DR-dokumentarserie ”Velkommen til Frontlinjen”. Helt tilbage fra de rolige dage med FN på Cypern følger vi 30.000 udsendtes missioner frem til de dramatiske begivenheder i Irak og Afghanistan. Der er mange gode historier, flotte og grumme billeder samt særdeles nærværende interview med både pårørende, politikere og soldater.

Det er nemt at sidde herhjemme i sin lune lænestol eller sit trygge redaktionslokale og kommentere den danske internationale indsats. For seerne er det samtidig svært at skelne forskellen mellem den politiske og militære håndtering af de meget alvorlige konfrontationer, som vores soldater og officerer blev involveret i; ikke mindst når interview naturligvis er klippet og tilpasset den overordnede plan for dokumentarserien.

Og lige præcis her mener jeg, at de danske soldater slet ikke får den centrale placering og opbakning som et slutresultat af indsatsen over de mange år.

En soldat adlyder ordrer; og det går lige fra forsvarschefen til yngste mand. Det er politikerne, der udsteder ordren og rammerne, inden for hvilke de heraf følgende opgaver skal løses. Vi kan alle se, at Forsvaret har været udsendt under ekstremt vanskelige vilkår, først i det tidligere Jugoslavien og senest i Irak og Afghanistan. I min optik har de ydet en fremragende indsats; desværre også med smertelige tab til følge. Vi følger jo særligt afdøde major Anders Storruds mor, som udviser en nærmest heroisk og medfølende forståelse for sin søns indsats, selv om hun i bund og grund har været imod den.

Jeg har smerteligt som forsvarschef oplevet ulykkelige hustruer og familier, der har mistet en elsket soldat, men hver eneste gang viste familierne stor forståelse for Forsvaret og den pågældende mission.

Det er en kendsgerning, at der står endog meget stor respekt om Danmarks deltagelse i internationale missioner, og det gælder for alle tre værn, Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Ligegyldigt hvor vi har været engageret, bliver danske enheder fremhævet både fra politisk og militært hold af vores allierede.

Det er korrekt, at der opstod kaos, da vi skulle forlade Afghanistan, men det skyldtes en særdeles forhastet beslutning fra den amerikanske præsident, som umuliggjorde en velplanlagt militær tilbagetrækningsoperation, men i situationen ydede både vores specialoperationsstyrker samt soldater fra Hæren og Flyvevåbnet en fremragende og heroisk indsats.

Der er al mulig god grund til at klappe vore soldater på skulderen og sige tak for alt.

I gjorde en forskel.

I dagens Danmark forbereder vi os nu på en ny situation, hvor vi forhåbentlig kan anvende vores dyrekøbte erfaringer fra de seneste 30-40 år i forbindelse med genopbygning af vores nedslidte forsvar. Efter Ruslands overfald på Ukraine oplevede vi heldigvis en stålsat statsminister, som meget hurtigt informerede om en væsentlig ressourceforøgelse til Forsvaret. Vi er nok mange med indgående kendskab til forsvar og militære operationer, som havde forventet tilsvarende hurtige beslutninger om vitale våbensystemer, som vi udmærket vidste, at vi manglede eller var kommet bagud med.

Den tunge brigade var forsinket, Danmark lå og ligger fortsat – bortset fra kritisk få jagerfly –nøgent hen uden nogen form for luftforsvar over dansk område, og situationen om Arktis krævede nytænkning om Søværnets udvikling blot for at nævne et par områder, som krævede akut indsats. Det er skræmmende at måtte konstatere, at vores mest vitale militære installationer og tilsvarende civile infrastruktur såsom vigtige broer, veje, el- og kommunikationssektoren, sundhedssektoren samt centraladministrationen ikke kan forsvares mod angreb fra luften.

I februar skrev jeg sammen med generalløjtnant Ove Hoff en kronik med overskriften ”Forsvaret i forfald”, og siden da er meget lidt sket. Det er faktisk blevet endnu værre. Jeg vil nu nærmere karakterisere det som et forsvar i frit fald.

Forsvarschefen er blevet fritaget for tjeneste på grund af mangel på tillid hos forsvarsministeren, og vi har nu i over et halvt år haft en fungerende forsvarschef som øverste chef for den militære del af Forsvaret. Forhåbentlig er der tillid til ham, men han ses eller høres stort set aldrig i det offentlige rum. Den almindelige dansker kender simpelthen ikke vores forsvarschef selv i disse sikkerhedspolitisk kritisk vanskelige tider. Adskillige politikere melder samtidig med varierende tonefald, at de ikke har tillid til Forsvarets øverste ledelse, hvilket ligeud betyder, at de ikke har tillid til vores fungerende forsvarschef og chefen for Forsvarsstaben, som tilsammen udgør Forsvarets øverste ledelse. Hvor godt kender politikerne egentlig general Michael Hyldgaard og generalløjtnant Kenneth Petersen? Hvorfra kommer mistilliden til den tidligere forsvarschef og vores nuværende øverste ledelse?

Jeg husker fra de senere år kun tre hændelser fra Forsvarskommandoens (læs det militære forsvars) område, som bragte forsvarspolitikernes sind i kog.

Den daværende forsvarschef, general Flemming Lentfer, havde på forespørgsel oplyst, at det ville tage op til 10 år fuldt ud at gennemføre de nødvendige materielanskaffelser i forbindelse med genopbygning af Forsvaret, hvilket fik store dele af det politiske niveau samt pressen og såkaldte eksperter helt op i det røde felt. Forsvarschefen udtalte sig på en særdeles kompetent baggrund, idet han kom direkte fra jobbet som direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Udviklingen og det virkelige liv har dokumenteret, at Flemming Lentfer havde fuldstændig ret, se blot på den ufatteligt langsommelige opbygning af Hærens tunge brigade samt stort set ingen større materielanskaffelser inden for de seneste to et halvt år, hvorved vi har bragt os allerbagerst i køen, når det gælder vitale materielanskaffelser.

Den anden hændelse drejer sig om en læk af et planlægningsdokument fra Forsvarskommandoen, som indeholdt tanker om Forsvarets udvikling fremadrettet. Af dokumentet fremgik forslag til fremtidige anskaffelser og organisering, som formodentlig var beregnet som baggrund for kommende drøftelser med Forsvarsministeriet om Forsvarets videre udvikling i lyset af Ruslands angreb på Ukraine og den deraf følgende fuldstændigt ændrede sikkerheds- og forsvarspolitiske situation. Det forekommer usandsynligt, at daværende forsvarschef eller chefen for Forsvarsstaben skulle have lækket dette arbejdspapir, men det blev alligevel til endnu et ramaskrig fra visse politikere og pressen over det formastelige i, at Forsvarskommandoen arbejdede med problemstillinger, som officerer fra forskellige værn og såkaldte eksperter ikke var enige i. Bl.a. var der i papiret nævnt oprettelse af lette enheder i Hæren som en total nyskabelse, hvilket faldt mange politikere og officerer i Hæren for brystet. Hvor meget Forsvarsministeriet har anvendt det pågældende planlægningspapir, er uvist, men et resultat blev, at der skulle arbejdes videre med en endnu tungere brigade end tidligere planlagt.

Hvis vi tænker os om og forestiller os, hvilken hovedopgave den tunge brigade måtte få, så tror jeg, at de fleste – også dem, som ikke har en militær baggrund – vil kunne se, at brigaden formentlig ikke skal slås i Danmark, men nok nærmere som en del af Natos samlede front mod den russiske grænse, og her tyder alt på, at vores operationsområde vil blive i Letland. Hvis det er rigtigt, at størstedelen af broerne i Letland er ude af stand til at bære en tung kampvogn, så forstår jeg godt, at Forsvarskommandoen arbejdede med modeller, som også involverede lette enheder.

Helt urimeligt medførte det lækkede notat, at den politiske og pressemæssige folkedomstol udtrykte mistillid til den daværende forsvarschef.

Den tredje hændelse var fregatten ”Iver Huitfeldt”s engagement i Golfen, hvor netmediet Olfi kolporterede en situationsrapport fra skibschefen, som i oprørte vendinger meldte om diverse systemfejl ifm. fregattens forsvar mod indkommende droner. Øjeblikkeligt var den politiske og kritisk journalistiske mafia på banen, og der blev stillet krav om indberetning fra Forsvarskommandoen inden for 24 timer. Rapporten passede åbenbart ikke Forsvarsministeriet, så Forsvarskommandoen måtte loyalt – men måske ikke særligt klogt – tilrette rapporten, så den passede bedre til ministeriets virkelighed. Besynderligt nok måtte Forsvarsudvalget ikke se denne rapport, men måtte afvente en endelig rapport, som det tog adskillige uger at frembringe. I den mellemliggende tid kom det så frem, også fra skibschefen, at der faktisk havde været fuldt styr på situationen, hvilket billeder fra operationsrummet og udsagn fra besætningen underbygger fuldt ud. Samtlige mål blev nedkæmpet.

Disse tre hændelser – som med den rigtige politiske chef blot kunne karakteriseres som ikke-historier – burde jo i sig selv ikke være nok til egentlig mistillid til forsvarschefen. På et spørgsmål fra en journalist svarede forsvarsministeren, at det ikke var ”Iver Huitfeldt”-sagen, der var anledning til ”fyringen” af forsvarschefen. Man må undre sig over, hvor mistilliden så stammer fra, idet det fremgår af Forsvarsministeriets hjemmeside, at den detroniserede forsvarschef, general Flemming Lentfer, i både 2021, 2022 og 2023 har fået det – så vidt jeg ved – maksimale engangsvederlag på 100.000 kr., som »gives for en ekstraordinær indsats på baggrund af departementschefens vurdering af forsvarschefens samlede resultater«.

Med Forsvarsministeriets ”geniale” spin, hvor man på hjemmesiden omtaler Forsvarskommandoen med »populært kaldet Forsvaret«, er det lykkedes at få alle dårligdomme til at være Forsvarets dårligdomme, hvor menigmand fejlagtigt tror, at det er hos det militære forsvar, at tingene går galt.

Ved at pakke alt ind under Forsvaret, er det jo Forsvarets skyld, at der er rod i økonomien, at kasernerne er i forfald, at materielanskaffelser tager en evig tid at gennemføre, at våbendepoter ikke er sikret forsvarligt; listen er lang. På den baggrund var det åbenbart nemt at udpege den ”fælles skurk”, og vores forhenværende forsvarschef blev fjernet fra sin stilling på et pressemøde, eskorteret til sit kontor som en gemen forbryder, hvor han samlede sine personlige ejendele, og derefter i realiteten bortvist fra Forsvarsministeriet – hvilken ydmygelse af vores højeste militære chef, Danmarks forsvarschef. Han er fortsat tjenestefritaget, men måske er han så formelt stadig forsvarschef, og derfor er den nuværende så nødt til at være fungerende. Mon jeg forstår det ret?

I den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, vi står i, og den kritiske tilstand, som Forsvaret er i efter mange års misrøgt, oplever vi, to et halvt år efter at politikerne lovede en massiv forøgelse af forsvarsbudgettet, at Forsvaret skal spare på vitale områder. På trods af at rekruttering og fastholdelse af forsvarsministeren er udpeget som et meget højt prioriteret område, aflyses vigtige øvelser for Hæren, der indføres ansættelsesstop i Flyvevåbnet, Søværnet trækkes ud af vigtige Nato-aktiviteter, og færdiguddannet personel får at vide, at det alligevel ikke kan få fast ansættelse som lovet. Grunden til de krævede besparelser er budgetoverskridelser, og synderen bliver udpeget som merplanlægning i Forsvaret.

Den forsvarspolitiske ordfører for Liberal Alliance gik op på den store klinge og erklærede, »at Forsvarets øverste ledelse ikke kan styre økonomien og klatter pengene væk på grund af dårlig budgetstyring og merplanlægning. Derfor må de spare. Så kan de lære det.«

Ordføreren ved åbenbart ikke, at økonomistyring ikke er Forsvarskommandoens bord, økonomistyringen hører hjemme i Forsvarsministeriet. Men alligevel var det Forsvarskommandoen, der stod for skud. SF’s ordfører fik lige sat en trumf på med krav om bedre politisk styring, når Forsvaret bare skalter og valter med pengene.

Forsvarsministeren har i et åbent samråd ultimo september udtrykt det sådan, »at jeg er ærgerlig over, at Forsvarskommandoen har bragt sig selv i en situation, hvor den må gennemføre besparelser«. Den udtalelse er forhåbentlig helt og aldeles imod bedre vidende, for ellers har ministeren ikke holdt sig til sandheden.

Merplanlægning er et helt kendt fænomen inden for Forsvarsministeriets område.

I den offentlige ”Årsrapport for Forsvarskommandoen 2022” står der – under overskriften ”Styrket Driftsstyring – følgende vedr. igangsættelse af arbejdet i Forsvarschefens Styringsforum (tidligere kaldet driftsforum)”:

»Arbejdet i Forsvarschefens Styringsforum (tidligere kaldet driftsforum) er systematisk igangsat. Der er planmæssigt (jf. forummets kommissorium) afholdt tre møder i 2022. På det første møde blev en række aktuelle tematikker og problemstillinger behandlet. På det andet møde blev de økonomiske planlægningsrammer for 2023 fastlagt. På det tredje møde blev der drøftet principper for håndtering af merplanlægning i 2023 samt orienteret om seneste status og fremadrettet plan vedr. den ny styringsmodel.«

På møderne i Forsvarschefens Styringsforum deltager finansdirektøren for økonomidivisionen i Forsvarskommandoen som fast medlem, ligesom han og hans organisation deltager fast i Forsvarschefens ledelsesmøder, bl.a. med de tre værnschefer. Finansdirektøren er en del af Forsvarsministeriets organisation og er underlagt koncernøkonomidirektøren i departementet.

Forsvarschefen, koncernøkonomidirektøren og departementschefen har alle underskrevet årsrapporten, så der er ingen tvivl om, at merplanlægning har været en del af budgetprocessen.

Da økonomistyringen for hele Forsvarsministeriets område varetages af koncernøkonomidirektøren og den underliggende økonomiorganisation under Forsvarsministeriets område, er det nedladende og undergravende, at ministeriet udarbejder en taleseddel til ministeren, som åbenlyst sætter Forsvarskommandoen i gabestok, når det er svigtende økonomistyring i hans eget departement, som er hovedårsagen til, at der nu gennemføres besparelser, som af menigmand må opfattes som direkte tåbelige. Disse besparelser sker i en situation, hvor Forsvarsministeriets årsrapport fra sidste år oplyser om et overskud (altså mindreforbrug) på over 2,5 mia. kr., som sammen med tidligere års overskud medfører, at der kan fremføres 6,5 mia. kr. til i år og følgende år.

For at føje endnu en pind til Forsvarets ligkiste er det yderligere besluttet at lade Boston Consulting Group gennemføre endnu en effektiviseringsrunde, som skal finde 2 mia. kr., hvilket formodentlig hovedsageligt skal findes i den militære del af Forsvaret, altså Forsvarskommandoens område. Det er ufatteligt, at man i Forsvarsministeriet er så idéforladt, at man endnu en gang finder det nødvendigt at ty til et af konsulenthusene, som helt ansvarsfrit kan rasere blandt de i forvejen hårdt prøvede militært ansatte og de tre værn, hvis ressourcer er strakt til det yderste.

Siden reorganiseringen i 2014 er Forsvarsministeriet vokset fra 135 til nær ved 600 medarbejdere, hvoraf ca. halvdelen besætter økonomifunktioner. Man har i realiteten skabt sin egen Forsvarskommando på toppen af den militære Forsvarskommando, som nu har færre ansatte end Forsvarsministeriet. Som det fremgår af Personalestyrelsens hjemmeside, er antallet af årsværk i det samlede forsvar siden 2014 steget med 2.675 årsværk, hvoraf 2.305 er civile og 370 militære.

I 2023 opgøres antallet af årsværk i Forsvaret til 23.614, 15.998 militære stillinger og 7.616 civile, som nu altså udgør ca. en tredjedel af de ansatte i Forsvaret.

Forsvarsministeriet med en departementschef, en civil koncernstyringsdirektør – som de facto er forsvarschef – fire direktører og en vicedirektør samt de syv store styrelser – herunder den militære Forsvarskommando – har udviklet sig til et mangehovedet, dysfunktionelt uhyre, som udviser en betydelig grad af handlingslammelse og en total mangel på beslutningskraft, hvilket understreges af den stort set absolutte stilstand i de seneste to et halvt år.

Det virker ikke overbevisende at kræve yderligere ressourcer til styring af Forsvaret, hvis det skal gennemføres af en ustyrlig organisation.

Hvad vil jeg med dette indlæg – med dette nødråb?

Vi må stoppe det frie fald, give Forsvaret en faldskærm på og få lavet en blød landing.

Hvis det fremover skal være muligt at rekruttere og fastholde personellet i de tre værn, er vi nødt til at få genskabt respekten og tilliden til vores militære personel på alle niveauer. Forsvarsministeren må sammen med sit departement udvise handlekraft og beslutsomhed samt skabe en ubrydelig tillid til Forsvarets øverste ledelse, således at Forsvarets personel og befolkningen for alvor oplever en målrettet og professionel genopbygning af Forsvaret på alle niveauer.

Forsvarsministeren må skabe et forum, hvor vore politikere kan have regelmæssig kontakt med Forsvarets øverste chefer, således at der kan skabes konsensus om vejen frem.

Det gør ondt i hjertet på en fhv. forsvarschef at opleve den nuværende situation. Godt, vi ikke skal i krig lige med det samme. Danmark ligger nøgent hen.