Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi har ikke handlet hen over hovedet på landbruget

Danmark skal blive ved med at være et af de bedste landbrugslande i verden.

Jacob JensenMinister for fødevarer, landbrug og fiskeri, (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne jeg læse på debatsiderne i Jyllands-Posten, at »trepartsaftalen bygger på uvidenhed og griskhed fra Danmarks Naturfredningsforening, der igen har taget fusen på landbruget«, og der spærrede jeg mildt sagt øjnene op.

Skribenten hævder, at landbruget i denne aftale er blevet fejet af banen som den svage part, hvor »landbrugsfamilierne gav alt og intet fik«.

Jeg må ærligt sige, at jeg slet ikke deler den opfattelse.

Først og fremmest er jeg stolt af den aftale, som vi har landet. Regeringen har taget ansvar for at finde bredt funderede løsninger på vores klima- og naturudfordringer.

Vi har inviteret interessenter til bordet, som også har løftet et stort ansvar, så vi kan få alle perspektiver med. Aftalen er ikke besluttet hen over hovederne på nogen – heller ikke landbruget. Tværtimod er aftalen indgået sammen med landbruget.

Vi har med den grønne trepart lagt sporene for den grønne omstilling til gavn for vores børn og børnebørn. Aftalen er historisk, og den gør Danmark til et internationalt foregangsland for fremtidens grønne arealforvaltning. Vi skriver et nyt kapitel i dansk landbrugshistorie. Vi sikrer de langsigtede rammer, stabilitet og ro om erhvervet.

Skribenten skriver, at Danmark »er et af verdens bedste landbrugslande. Det har vi altid været«. Det er jeg til gengæld helt enig i. Og det skal vi fortsætte med at være.

Det lægger aftalen også op til. Jeg ser det som min pligt at arbejde for en udvikling af landbruget og ikke en afvikling. Jeg tror på, at Danmark også om 10, 20 og 50 år er et stolt landbrugsland.

Udvikling og omstilling er ikke noget nyt for dansk landbrug. Landbruget har altid været i bevægelse og formået at være på forkant.

De danske landmænd viser, at de gerne vil være med. De søger klimaordninger, og de implementerer grønne tiltag, for de forstår nødvendigheden af den grønne omstilling.

Det skal vi være med til at understøtte, så vi eksempelvis står stærkt, når vi fremover skal sikre, at vi fortsat kan producere kvalitetsfødevarer med et mindre klimaaftryk – og endda på mindre plads. Det tror jeg, vi kan, fordi vi er et af de bedste landbrugslande.

Skribenten nævner også, at vi vil se en »myggeplage«, som vil blive »enorm som følge af vådområder«. Den fremstilling er i mine øjne trist, og jeg ser det som et eksempel, der udviser meget lidt forståelse for, at vi har et behov for at fremme naturen i samklang med en fortsat robust landbrugsproduktion.

I udviklingen af landbruget spiller de unge landmænd en nøglerolle. Unge landmænd er dansk landbrugs fremtid. Vi står foran et uundgåeligt generationsskifte inden 2030, som en tredjedel af dansk landbrug forventeligt skal gennemgå.

For hvis vi ikke skal se dansk landbrug visne væk eller ende på udenlandske hænder, så skal vi have flere danske unge til at tage ansvar for at bære faklen videre og sørge for udviklingen af dansk fødevareproduktion.

Og den unge generation er i høj grad også med. Flere elever mødte op på landbrugsskoler i januar 2024 end i januar 2023, viser tal fra Danske Landbrugsskoler.

Det bygger videre på en tendens fra tidligere år. Jeg noterer mig med glæde, at ordningen, hvor landmænd kan søge om støtte til at etablere deres eget landbrug, igen i år har modtaget flere ansøgninger, end der i udgangspunktet var afsat midler til. Den overansøgning har jeg valgt at imødekomme. Og derudover har vi med aftalen i grøn trepart besluttet at løfte ordningen med ca. 200 mio. kr. frem mod 2030.

Derfor er det også godt, at vi er mange, der har valgt at tage ansvar for, at dansk landbrug kan udvikles, fordi vi sammen bedst kan løse de udfordringer, som vi står over for.