Vi skal aldrig holde op med at snakke om privatfly

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Går vi i for små sko i klimadebatten herhjemme? Hvis man lytter til chefredaktøren for Finans, Simon Bendtsen, så er svaret ja. Den 8. oktober kaldte han DR’s nye dokumentar ”De superriges privatfly” for en »skævvridning« og beskrev det som at sætte fokus på et »meget lille problem« – relativt til de andre udfordringer, klimaet står for. Vi bør altså pakke udskamningen væk og danne fælles front over for den krise, vi står over for. Denne kritik bygger dog på en forkert præmis: Selvom klimakrisen er en global udfordring, er løsningerne – som alt andet i politik –et spørgsmål om prioriteringer. Her er privatfly et klart eksempel på ulighed i klimabelastning og et eksempel på, at de allerrigeste ikke vil danne fælles front.

Som DR kortlagde i sin dokumentar, har nogle af de rigeste familier i Danmark nogle helt vilde forbrugsmønstre. Det er ikke ”bare” en lille flyrejse i ny og næ. Når Lego-familiens privatfly letter og lander 57 gange på ruten mellem Billund og Odense inden for en periode på tre år, så er det ikke på nogen måde sammenligneligt med den gennemsnitlige danskers forbrug. En almindelig families flyvetur til Mallorca udleder også, men når der er tale om en privatflytur, fungerer det efter nogle andre logikker. Det udleder langt mere pr. person. Det er faktisk en af de mest udledende transportformer i verden, man som individ kan anvende. De flyver hyppigere. De kommer nok heller ikke til at ændre deres adfærd nævneværdigt af en afgift, medmindre der er tale om en substantiel en af slagsen, for de har rådighedsbeløb i en anden klasse end den gennemsnitlige dansker – og klasse skal forstås bogstaveligt. Det er anderledes. Det skal vi tale om.

Ifølge Simon Bendtsen pisker DR en stemning op, hvilket er ukonstruktivt for den grønne omstillings vilkår for at lykkes. Men privatfly er i sin overdådigt storudledende meningsløshed billedet på en vigtig sandhed i Danmark: at de rigeste udleder 10 gange så meget som den gennemsnitlige dansker. Når vi taler om den grønne omstilling, så handler det ikke kun om vindmøllers konkurrencevilkår på markedet, som chefredaktøren for Finans ellers med rette også sætter fokus på. Det handler også om, at vi skal prioritere.

Hvis hele verden skulle have et ressourceforbrug som Danmarks, ville det kræve fire jordkloder. Hvis vi tror på, at vi får konkurreret og udviklet os ud af det, så stikker vi os selv blår i øjnene. Derfor viser det prioriteringspolitiske dilemma sit ansigt igen: Hvad synes vi er vigtigt? Hvad vil vi som samfund gerne have mere af? Hvad vil vi gerne have mindre af? Her er det helt legitimt at snakke om privatfly, fordi de ikke behøver at være der. Vi behøver ikke leve i en verden, hvor privatfly på verdensplan udleder lige så meget, som hele Danmark gør. Hvis vi begrænsede private flyvninger i Danmark, er vi et skridt tættere på den verden.

Resultatet af at ”pege fingre” ad hinanden bliver ikke en klimadebat, der er fremmedgørende for almindelige mennesker, som Simon Bendtsen argumenterer for. Hvis vi ikke tør pege fingre, så har vi en klimadebat, der hviler på en forkert præmis om, at vi som danskere udleder sammenligneligt meget, og at alt forbrug er sammenligneligt i dens vigtighed. Almindelige mennesker bliver fremmedgjort for debatten, hvis vi forventer, at almindelige mennesker skal tage affaldssortering seriøst, når Billund-Odense-privatflyet lander med seks mennesker om bord for 20. gang i år. Lad os endelig pege fingre, så længe vi peger på det rigtige.