Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Gør servicefradrag endnu højere

Servicefradraget foreslås forhøjet – og heldigvis. Men gør gerne puljen større, så det kan komme endnu flere børnefamilier til gavn og bane vejen for forældre med lederambitioner.

Nanna Simone Jensenligestillingspolitisk chefkonsulent, Lederne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sandkasse eller skrivebord? Rengøring eller regneark? De dilemmaer kender mange af os småbørnsforældre med karriere- og lederambitioner. Derfor ser Lederne forhøjelse af servicefradraget som et af lyspunkterne i finanslovsforslaget.

Et bedre servicefradrag har gennem en årrække været en af vores mærkesager, derfor er vi også tilfredse med, at regeringen har afsat 100 mio. kr. til at forhøje fradraget de kommende år.

Det skal være lettere for forældre i familier med hjemmeboende børn, at begge forældre kan gøre karriere på samme tid. Jeg tror, de fleste mennesker med børn kan skrive under på, at det ofte kan være svært at få enderne til at mødes – med fuldtidsarbejde, møder, institutions- og skoleliv, fritidsinteresser og legeaftaler. Og det letter ikke ligefrem logistikken, hvis begge forældre gør karriere på samme tid – såkaldt dobbeltkarriere. Derfor er denne økonomiske håndsrækning vigtig, fordi den kan give fleksibilitet og ”tid i hånden”.

Hvis forældre får mere overskud til at påtage sig opgaver uden for hjemmet, kan det også give et løft til samfundsøkonomien. Med et øget servicefradrag vil flere forhåbentlig få mere tid til karrieren, hvis de ønsker det. Og dem, der allerede lige får det til at hænge sammen, kan få mere tid til at tilbringe tid på legepladsen i weekenderne i stedet for søndagsrengøringen.

Derfor bør servicefradraget i fremtiden i højere grad komme mange mennesker til gavn. Det skal ikke kun være en håndsrækning til dem, der allerede har råd til at tilkøbe serviceydelser i form af rengøring mv.

Et forhøjet servicefradrag fikser ikke samtlige udfordringer, der kan være forbundet med at gøre dobbeltkarriere. Men det kan tage noget af det praktiske arbejde ud af karriereligningen.

Vores budskab til regeringen er, at det forhøjede servicefradrag skal kunne komme så mange indkomstgrupper til gode som muligt. Det skal kunne mærkes i de år, hvor det kan være svært at få enderne til at mødes.