Få nu ryddet op i uklare medicinpriser
Apotekernes forbrugeroplysning om medicinpriser er ikke til at fatte for almindelige mennesker. Der skal gøres op med uigennemskueligheden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er i Danmark klare regler for, at der i forretninger skal være tydelig prisangivelser på de varer, der er til salg. Én butikskæde skiller sig ud ved ikke at være underkastet disse regler: Den er lidt speciel, for der er tale om forretninger med en særlig autorisation, som dels stiller krav til indehaverne, dels begrænser handlefriheden, herunder reklamer og priser. Kæden er utrolig succesrig, selv om forbrugerne aldrig har den ringeste idé om prisen på den vare, der er til salg. Det handler naturligvis om apotekerne.
Prisen for receptpligtig medicin fastlægges hver 14. dag og gælder for samtlige apoteker, som dels forpligter sig til ikke at sælge til overpris, dels ikke at sælge under taksten. Prislisten er offentlig, men for den almindelige forbruger er den fuldstændig ugennemskuelig. Det handler om manglende forbrugeroplysning. Hele dette prissystem er uendeligt forældet og trænger til en total gennemgang, så forbrugeren kender udgiften, før bestillingen afgives. Måske en opgave for Lægemiddelstyrelsen, en institution med 650 ansatte, hvis opgave udelukkende er at føre tilsyn med apotekerne? Eller for Sundhedsministeriet, som godkender medicinpriserne?