Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvad skulle vi gøre uden Ulrich Fredberg?

Hans Chr. Florian SørensenLæge, tidl. formand for Grønlands Lægeforening, Knebel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Læge Ulrich Fredberg, som har et aldeles imponerende curriculum vitae inden for det lægefaglige, markerer sig igen med en krads kritik af embedsmændenes vælde i regionerne i JP forleden. Omend der hverken nævnes navne, sygehuse eller specifikke regioner, så er det jo ret tydeligt, hvor han har sin viden og erfaringer fra.

Han var som en af de ledende overlæger på Silkeborg sygehus frustreret over, at Silkeborg Sygehus er forvandlet fra landets bedste sygehus med døgnfunktion og akutberedskab til en skygge af sig selv.

Selvom Ulrich Fredberg blev fyret på et meget tvivlsomt grundlag og dermed er persona non grata i Region Midt, har han ufortrødent fortsat sit professionelle virke til gavn for borgerne i Region Hovedstaden og Region Nordjylland.

Det siger jo noget, at en af landets dygtigste læger må rejse i øst og nord for at udøve sit professionelle virke.

Men Ulrich Fredberg har jo ret: De fuldtidslønnede embedsmænd kører rundt med “fritidspolitikere”, der på trods af gode intentioner ikke har en snebolds chance i helvede for at overskue de meget komplekse forhold og derfor må læne sig op af embedsværkets opsummeringer og anbefalinger.

Personligt forstår jeg ikke, at der er den kløft mellem embedsværk og det sundhedsfaglige – dybest set har vi alle en interesse i, at hele sundhedsvæsnet fungerer optimalt for både borgere og sundhedsfaglige. Men jeg kan konstatere, at det ikke er tilfældet.

Det er virkelig godt, at vi har én, som trækker tingene frem i lyset. Hvad skulle vi gøre uden Ulrich Fredberg?