Selvtægt fra selvbestaltede pædofil-jægere skal stoppes og straffes langt hårdere
Fire måneder fik en mand, der havde overfaldet og gennembanket sit offer, som han mistænkte for at være pædofil. Det er alt for lidt, når strafferammen er seks år – og det afholder ikke andre fra at kaste sig ud i den form for kriminalitet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Et netværk med navnet ”Pedo Hunters Denmark” har åbenbart fået succes med at opsætte fælder for muligt pædofile personer og herefter sørge for privat afstraffelse.
Det er selvfølgelig en adfærd, der skal skrides ind over for uden ophold og med straffe, der afholder andre fra at melde sig i dette kriminelle selskab.
En nylig afsagt dom fra Retten i Glostrup hjælper imidlertid ikke på at afholde folk fra den kriminelle klubs aktiviteter, ligesom straffen for voldsforbrydelsen desværre ligger helt vanvittigt lav.
En 24-årig person havde således deltaget i et tæskehold, der havde lokket en muligt pædofil mand i en fælde, begået særdeles grov vold, tildelt offeret mindst 20 spark på hoved og krop, mens han lå på jorden med deraf følgende skader til følge, herunder »et hul i hovedet« som beskrevet i dommen.
Det hele blev videooptaget og lagt på sociale medier, hvor man kan høre mandens skrig, mens blodet løb fra hovedet. Filmen blev forevist i retten, men gjorde øjensynlig ikke større indtryk på dommeren, end at straffen blev fastsat til fire måneders fængsel.
Ja, der står fire måneder. Den mulige straframme er seks år.
Dommeren lægger flere skærpende omstændigheder til grund, herunder at volden er udført af flere (tre personer) i forening, at der var tale om grov vold, motivet for voldsudøvelsen, samt at det hele blev filmet med henblik på sociale medier.
At der var tale om ydmygelsesvold af værste karakter samt private selvtægts-domstole, der agerer politi, anklager, dommer og afstraffelsesmyndighed, samt endelig at det hele var planlagt i mindste detalje – ja, det har ikke fundet vej til domsudskriften.
Fire måneders fængsel for vold af denne karakter – udøvet af en privat straffemyndighed – er fuldstændig ude i hampen.
Når regeringen til efteråret fremlægger den mest omfattende straffereform siden Anden Verdenskrig, så vil der selvfølgelig være tale om en ganske voldsom forhøjelse af straffen for disse forbrydelser.
Resultater af denne karakter kan vi ikke byde befolkningen i et retssamfund.