Giv os flere statuer af usynlige kvinder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kulturministeren vil rette op på, at kun ca. et ud af 10 statuer i byrummet er kvinder, og han har nedsat »et udvalg, som skal kortlægge, hvilke kvinder vi bør hylde med statuer«.

Ser man på de fleste statuer, uanset om de hylder mænd eller kvinder, så er de typisk konger, krigshelte og politikere eller andre velhavende og indflydelsesrige personer. I protestantiske Danmark kan Jomfru Maria ikke genoprette balancen som længere sydpå. Vi må klare os, f.eks. med Gefion og dronning Dagmar i Ribe.

Man lavede ikke flere statuer til kvinder, fordi kvinder normalt ikke gjorde sig bemærket på den måde. Det vil måske være misvisende at lede efter kvinder i lignende roller og lave statuer af dem. I stedet skal statuerne vise kvinder i de roller, de faktisk havde gennem tiderne. Man forventede, at de tog sig af hjemmet og børnene, når de blev gift, og de fleste kvinder gik mere eller mindre frivilligt med til det. En del realiserede deres talenter alligevel, men mange opgav karrierer uden for deres hjem og ægteskab, eller kom aldrig i gang. Uddannelse var forbeholdt drengene, mens pigerne hjalp til med kvindearbejdet.

Faktisk blev det store flertal af almindelige mennesker, uanset køn, aldrig hyldet med statuer, men der er stadig rigeligt med gode rollemodeller, hvis vi har krigshelte og rigmænd nok!

Ved jernbanestationen i Hadsten er der to mandlige figurer – ikke på en piedestal, men på gadeniveau, på gamle DSB-skinner. De forestiller to ”banebørster”, og hylder de arbejdere, hvis hårde slid byggede Danmarks jernbaner, som bandt landet sammen og gjorde handel og udvikling muligt som aldrig før. Et forslag om at opkalde et IC3-tog efter banebørsterne blev ikke vedtaget, men folk i Hadsten ville alligevel huske, at det hele var bygget på deres indsats.

Modsat meget af det, kvinderne lavede, kan mændenes arbejde stadig ses, f.eks. i bygninger og anlæg, som fungerer endnu, og som stadig videreudvikles.

Men kvindernes arbejde er forsvundet. De lavede mad fra bunden – de passede høns og malkede køer, bagte brød og kværnede smør. De passede kødgryderne helt bogstaveligt i timevis, men maden blev spist på forholdsvis få minutter! Tøjet, som de syede og strikkede, vaskede og reparerede, er slidt op og kasseret. Børnene voksede op og kom videre i verden, de syge og gamle, som kvinderne passede, er borte.

Hvis vi skal gøre tidligere generationers kvinder synlige, så skal vi vise, hvad de virkelig gik og lavede, og det bliver måske i deres anonyme roller frem for som navngivne individer og heltinder. Det bliver mødre og syersker, landbokvinder og typer som fiskerkonen på Gammel Strand. Der skal være flere statuer af den type.

De kvinder, som spillede ledende roller, skal selvfølgelig hyldes, men jeg synes, at vi også skal huske alle de andre, hvis arbejde godt kunne være smukt og kreativt, men ofte bare var tungt og ensformigt. Mange levede under forhold, som vi i dag ikke kan forestille os og ikke vil finde os i. Det ville være et sand billede af Danmark, som det var, og som vores nutid er bygget på.

Heltinder, de rige og berømte kan måske løfte vores ambitioner, men der er også meget inspiration og mange rollemodeller blandt almindelige mennesker, som folk er flest – Laura og Agnes fra ”Matador”, måske kvinder i modstandsgrupper under krigen, men især alle de andre, som passede et hårdt arbejde dag efter dag, og gav kulturen og traditionerne videre.

De kvinder – og deres mænd – var i høj grad med til at bygge det samfund, som vi stadig kender.