Vi var ikke rigtige soldater, men bevæbnede spejdere
Den korte værnepligt giver ikke de værnepligtige de basale militære færdigheder, der er nødvendige for at håndtere et møde med en russisk kampvogn.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I min tid som værnepligtig i Den Kongelige Livgarde oplevede jeg mange ting og kom ud på den anden side af hegnet med et hav af minder. Et af de stærkeste minder er dog hverken en adrenalinpumpet angrebsøvelse, vagterne på Amalienborg eller sergenternes skideballer, men derimod en stille og rolig instruktionstime.
Vores sergent var ved at forklare, hvordan man foretog overvågning af terrænet, da han sagde: »Det er sådan, rigtige soldater gør,« hvorefter han lukkede øjnene og rettede sig selv og med et suk i stemmen sagde, at vi selvfølgelig var »rigtige soldater«. Men hvorfor er det lige den episode, jeg husker så stærkt, og ikke de actionfyldte kampøvelser? Nok fordi min sergents fortalelse var en bekræftelse på, at vi værnepligtige egentlig bare var en folk bevæbnede spejdere, der på ingen måder kunne bruges i en kampsituation og nok var endt som kanonføde eller skydeskive i en skarp kampsituation.
De værnepligtiges militære færdigheder er tvivlsomme. Vi, som har været i trøjen, siden værnepligten blev forkortet til fire måneder, har reelt ikke fået de militære færdigheder ind under huden, da tiden simpelthen er for kort.
Gav du mig et adskilt gevær i hånden i morgen, ville jeg ærlig talt være i tvivl om, hvordan det nu skulle samles. Hvordan ville det så ikke se ud, hvis der udbrød en skarp situation i forhold til Rusland, og man indkaldte tidligere værnepligtige?
Forhåbentlig får de indkaldte den ekstra træning, der skal bruges til at overleve på slagmarken. Men den træning skulle man jo helst have fået, da man var værnepligtig. Den grove sandhed er, at samtlige, der har aftjent værnepligt siden 2004, da den blev forkortet, er blevet snydt for en ordentlig militær uddannelse. Det er 20 år, hvor de eneste soldater, der reelt er blevet uddannet, er de professionelle. Alligevel snakker vi hele tiden om værnepligtige som en kampkraftig styrke.
Mange af dem, jeg kender, som også har gennemført en værnepligt, er rungende enige om, at tiden som værnepligtig var for kort.
De fire måneder, den almindelige værnepligt varede, er jo det samme som et højskoleophold og på ingen måder tid nok til at uddanne en slagkraftig styrke. Det eneste våben, jeg lærte at bruge i min egen værnepligt, var en M-95, hvilket er et udmærket gevær, men det er bare ikke særlig brugbart imod en russisk kampvogn, heller ikke, hvis man har 48 af dem.