Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danskerne har bevidstløst gjort sig afhængige af eksperter

Danskerne har ladet sig pacifere af endeløs bureaukrati og statslig styring.

Kjeld HougaardLæge, Yangon

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er betagende på sikker afstand at se, hvordan mit stammefolk som søvngængere har underkastet sig bureaukratiets og eksperters tyranni.

Den enkelte dansker synes at være afhængig af eksperter i uddannelse, i børneopdragelse, i samliv, i sex, i søvn, i at spise, i skærmtid – ja, er der noget eksistensproblem, som det enkelte menneske er mere ekspert i end nogen selv- eller statsautoriseret ekspert? Det enkelte menneskes livsduelighed i mit nye land er så overlegent i forhold til det danske stammefolks. De behøver ikke eksperter til at fortælle dem alt. Ingen ekspert har infantiliceret dem.

Det er fascinerende at læse, at det danske stammefolk har eksperter, ikke kun i at betale skat – eller snyde sig fra det – men også i at dø. Statsudpegede eksperter i at dø på den helt rigtige måde har været samlet i en kommission. Jeg glæder mig til den dag, lovgivning har skabt død som en parallel til Skat. Der skal være en chef for døden med eksperter og bureaukrater, der med AI kan modtage ansøgninger online. Og gennem regelværkets algoritmer og eksperters hjælp sikre, at hver eneste dansker får den helt rette statsautoriserede død. Det danske stammefolk har al anledning til stolthed: Bureaukratisere det at dø. Den skæbne, intet levende har undgået.