Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ingen kan være i tvivl: Regionernes organisation skal nedlægges

Regionerne har ikke brug for en kostbar overbygning – og burde helt nedlægges.

Carsten SeersholmTidl. salgsdirektør, Køge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu har Sundhedsstrukturkommissionen barslet med et digert værk, som hurtigt er blevet kampplads for afskaffelse af regionerne eller ej.

At regionerne ikke har gjort det særligt godt, tyder det rige mål af dårlige historier på. At de ikke har kunnet samarbejde til gavn for patienterne, er vel også velkendt. Alligevel er de to største regeringspartier klar til at kæmpe for bevarelse af regionerne, så de fortsat har et sted at parkere kommende eller faldne politiske wannabes, som der ikke umiddelbart er plads til i Folketing eller kommuner. Der er 205 politikere i de fem regionsbestyrelser.

Afskaffelse af regionerne bliver således mest baseret på partiorganisatoriske snarere end faglige faktorer.

Så hvor der er delte meninger om regionerne, er der en helt anden organisation, hvor vi kan spørge: ”Hvad i alverden skal vi med den?” Og det er Danske Regioner, som i kølvandet på rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen er draget til kamp for regionerne.

De færreste er nok klar over eksistensen af Danske Regioner, som er regionernes skatteyderfinansierede overbygning. Og at den organisation er en mastodont med 200 medarbejdere, er vel endnu færre klar over.

Danske Regioner består af seks direktører! – 12 medarbejdere i ledelsessekretariat! – 10 kommunikationsmedarbejdere! – fire, der beskæftiger sig med ”politik og strategi”, og derudover 168 medarbejdere i seks såkaldte centre, bl.a. Center for regional udvikling, EU og miljø. En række af disse centre eller emnerne for dem findes allerede i de eksisterende regioners organisationer.

At personaleforbruget er betydeligt for netop at drive regionerne, er vel oplagt, men hvad i alverden skal vi med en skatteyderbetalt organisation, som de fem regioner har etableret for at kunne fungere som lobbyorganisation over for regering, Folketing og befolkning?

Uanset fremtiden for regionerne (og denne skribent mener, de skal afskaffes) bør organisationen Danske Regioner nedlægges, og regionerne pålægges at samarbejde i et mindre kostbart forum.